Skattestyrelsen er nu klar med et nyt tiltag.
Sagen er den, at styrelsen indgår i en ny serie på YouTube, der skal gøre unge mellem 15 og 25 år opmærksomme på skat.
YouTube-serien på seks afsnit hedder Peak, og er udviklet og produceret af instruktør Jonas Risvig. Første afsnit af serien blev vist 11. maj.
"Hvert år træder tusindvis af unge ind i voksenlivet – og dermed i skattelivet. For mange unge kan det føles abstrakt og svært. Det hører vi, når de ringer til os. Men skat vedkommer os alle, og det er enormt vigtigt, at de unge kommer godt fra start med skat. Derfor prøver vi noget nyt og møder dem på de kanaler, hvor de er," siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Peter Thorgaard.
Serien Peak følger en gruppe unge, der prøver at finde vej ind i voksenlivet.
Her konfronteres de med spørgsmål om skat, løn, investeringer og ansvar. Serien søger at spejle de unges virkelighed, og skabe refleksion og samtale om nogle af de emner, der ofte bliver overset eller ignoreret netop, fordi de virker for store, fjerne og voksne.
Serien vises på Jonas Risvigs YouTube-kanal de kommende søndage klokken 20.
Skattestarter: Alle skal starte et sted
Sammen med serien præsenterer Skattestyrelsen kampagnesiden ”Skattestarter” på skat.dk.
Siden giver svar på emner som første job, løn og kryptovaluta og i et sprog, som de unge kan forstå.
"Vi håber derfor, at de unge vil tage godt imod serien og den nye side - ikke mindst muligheden for at blive gode til skat," siger Peter Thorgaard og fortsætter:
"Det vigtigste for os er ikke, at unge forstår alt fra starten, men at de tør stille spørgsmål og tage ansvar for deres egen økonomi. På den måde får de en god, grundlæggende skatteviden, de kan bygge videre på, i takt med at deres økonomi udvikler sig."