Lise Nørgaard var om nogen ikke bare sine forældres datter, men også Roskildes barn.
Derfor går Roskilde Kommune og Roskilde Museum nu sammen med flere andre aktører om at mindes Lise Nørgaard og den uomtvistelige betydning, hun har haft for byen.
Det sker særligt med en mindevandring mandag den 16. januar. Her kan man i næsten bogstavelig forstand gå i hendes fodspor. Desuden tager Roskilde Museum en række initiativer, som i de kommende uger sætter Lise Nørgaards liv og virke ind i en historisk sammenhæng. Det skriver ROMU i en pressemeddelelse.
Roskildes borgmester Tomas Breddam, der også er bestyrelsesformand for ROMU, som driver Roskilde Museum, siger:
”Lise Nørgaard er en stor inspiration for virkelig mange i Roskilde. Mange af hendes bøger, artikler, fortællinger og tv-serier tager afsæt i Roskilde og har givet rigtig mange gode oplevelser – samtidig med at Lise Nørgaard som person også har inspireret til at få maksimalt ud af livet”.
Borgmesteren byder velkommen og afslutter mindevandringen, hvor deltagerne blandt andet kommer forbi Lise Nørgaards første barndomshjem, faderens købmandsforretning, Roskilde Dagblad og statuen, der blev rejst i 2010 for hende på Algade. Undervejs vil en række forskellige repræsentanter for Roskildes kultur- og handelsliv holde korte taler om bysbarnets betydning.
Mindevandringen, der begynder i Bibliotekshaven og slutter på Roskilde Museum, er gratis at deltage i, men det er nødvendigt at tilmelde sig arrangementet på Billetto.
At mindevandringen for skaberen af den elskede tv-serie Matador holdes netop i Roskilde er ingen tilfældighed.
”Selvom Korsbæk var fiktion, så lagde Lise Nørgaard aldrig skjul på, at inspirationen i høj grad kom fra livserfaringer med rod i Roskilde. Hun begyndte sin livsbane her og har også valgt at blive stedt til hvile her. Tilhørsforholdet til Roskilde var og er noget ganske særligt”, siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard fra Roskilde Museum, der ser frem til at slå dørene op for flere aktiviteter om det berømte bysbarn.
Flere måder at mindes Lise Nørgaard
Har man ikke mulighed for at deltage i den gratis mindevandring den 16. januar, skal man således ikke fortvivle.
Allerede dagen efter begynder en hel serie af byvandringer.
Samme aften, tirsdag den 17. januar, indleder museet en foredragsrække om Lise Nørgaard, og første foredrag er med den kendte journalist Cecilie Frøkjær.
Derudover kommer der foredrag mm., som du kan læse mere om via dette link.