For ellevte gang er det nu tid til at kåre Danmarks sødeste kassedame eller -herre, og traditionen tro kan alle deltage i nomineringen af kandidater fra supermarkeder og købmandsbutikker i hele landet.
Konkurrencen og kåringen arrangeres af ugebladet Hjemmet, og sidste års vinder var Mia Strandgaard Flück fra Rema 1000 i Gevninge ved Roskilde. Det skriver Dagligvarehandlen.
Butikkens købmand, Danny Munck Link, roste Mia for at være en fantastisk medarbejder, der ydede en ekstra indsats i hele butikken, selvom hendes primære arbejdsområde var kassen. Kunderne værdsatte hendes evne til at huske dem og deres historier.
Det er igen ugebladet Hjemmet, der opfordrer alle til at deltage i jagten på Danmarks sødeste kassedame eller -herre. Sidste år modtog Hjemmet imponerende 995 breve fra læsere, der indstillede ikke færre end 350 kassedamer og -herrer til konkurrencen.
Marianne Gram, Hjemmets chefredaktør, udtaler: "Det er imponerende, hvor mange der har taget sig tid til at hylde hverdagens helte. Vi håber, at kunderne også i år vil hjælpe os med at finde Danmarks sødeste kassedame. Der findes masser af kassedamer og -herrer derude, der gør en ekstra indsats i hverdagen, og læserne og kunderne kan hjælpe os med at finde dem."
Nomineringen sker ved at sende en e-mail til Danmarks.Soedeste.Kassedame@hjemmet.dk senest den 5. februar. Deltagerne opfordres til at beskrive, hvorfor netop kassedamen eller -herren i deres lokale supermarked eller købmandsbutik fortjener titlen som Danmarks sødeste kassedame eller -herre i 2024 samt præmier til en samlet værdi af næsten 29.000 kr.
Efter modtagelse af indstillingerne udvælger Hjemmets redaktion fem finalister, som præsenteres i bladet og på Facebook. Herefter er det op til Hjemmets læsere at stemme og afgøre, hvem der skal have titlen som Danmarks sødeste kassedame eller -herre i 2024.