Skiftedag: Tidligere minister sætter milliondyr søudsigt til salg

Flot ser den ud boligen, hvor tidligere minister Carsten Koch har til huse. Foto: Boliga

I næsten to årtier har den tidligere minister Carsten Koch boet i det røde hus på Turistvej i Bistrup ved Birkerød med hustruen, Birgitte Erhardtsen. Koch var minister under statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Men noget tyder på, at det er ved at være tid til nye rammer: Parret har nemlig netop sat deres over 210 kvadratmeter store liebhavervilla til salg.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Hvis du vil overtage villaen, der har udsigt over Furesø og ligger på en 1.000 kvadratmeter stor grund, skal du dykke dybt i pengepungen og finde 11,5 millioner kroner frem.

Det er nemlig det beløb, parret har sat det otte værelsers store hus til salg for via mæglerforretningen Home Farum.

Område med store millionhandler

Parret købte huset tilbage i 2001, da Carsten Koch stoppede i politik efter lidt over fem år med ministerhatten på -  først  som Skatteminister og senere Sundhedsminister i Poul Nyrup Rasmussens 90’er-regeringer. 

Dengang kostede udsigtsvillaen parret 3,1 millioner kroner, men det er nye tider på boligmarkedet og den gamle socialdemokrat, der er oprindeligt er uddannet økonom, står til at indkassere et beløb tættere på otte cifre ved et salg her 19 år senere.

Huset ligger i Rudersdal Kommune, hvor hushandler på den anden side af ti millioner slet ikke er uhørt. Sidste år blev der solgt 22 af den slags millionvillaer i området. Det viser data fra Boliga.dks salgshistorik.

Det er godt 5,3 procent af alle hushandlerne i kommunen og over dobbelt så mange som for bare fem år siden, hvor der kun blev solgt ni huse til et hammerslag på den flotte side af ti millioner kroner.

Siden sin tid i Folketinget har Carsten Koch blandet andet været direktør for Dansk Invest og formand for regeringens Skattekommission i 2008.

I dag er han formand og medlem i en række bestyrelser for eksempel i udviklingsselskabet By & Havn i København.

Se Carsten Kochs liebhavervilla her