En onsdag morgen gjorde en bilist sig et voldsomt fund, da vedkommende var på vej hjem fra nattevagt. Ved en motorvejsafkørsel omkring Randers opdagede bilisten tre tillukkede kasser, som har været brugt til at transportere kød i. Det fortæller Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Da den ene kasse bevægede sig, besluttede bilisten sig for at tjekke kassen og heldigvis for det. Indeni lå en kattemor og 6 små killinger, som var fikseret i den lille kasse. Kassen var kun 25 cm høj og tapet sammen, og derfor kunne kattemoren ikke stå eller sidde op i kassen.
De to andre kasser viste sig at indeholde en voksen kat i hver. Alle tre kasser var så lave, at kattene var fikseret og ikke kunne bevæge sig. Heldigvis skyndte bilisten sig at ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Her blev det aftalt, at bilisten fik kasserne med katte sat ind i sin bil og for derefter at køre de mange katte til Dyrlægehuset i Randers.
Dyrlæge, internat og kredsformand er rystede
Dyrlægehuset i Randers samarbejder med Dyrenes Beskyttelse, og de kontaktede derfor Nordjyllands Internat, som hentede den lille kattefamilie og de to voksne katte. Alle kattene har det efter omstændighederne godt, og kattemoren og de seks killinger er sendt ud i pleje, indtil killingerne er 12 uger gamle.
Kattemor med sine små killinger. I baggrunden ses de kasser, som kattene var fikseret og efterladt i ved motorvejen. Foto: Dyrenes Beskyttelse
Både internatet og vores kredsformand i Århus er chokerede.
"Selvom der dumpes mange katte og killinger om året," udtaler kredsformand Karina Fisker fra Aarhus: "Så er det alligevel grusomt at fiksere katte og killinger i så små kasser, og derefter efterlade dem så tæt på motorvejen, hvor chancen for at blive kørt ned er så stor".
Efterfølgende har Dyrenes Beskyttelsen fået det arrangemeret sådan, at killingerne kommer tilbage til Nordjyllands Internat i starten af december, mens de to voksne katte snart er klar til adoption.