Det ligger nu fast, at det var en sortklædt mand på en sort knallert og med en karakteristisk sort styrthjelm, der i går skød og dræbte en 24-årig mand i Korskærparken i Fredericia.
Derfor beder Sydøstjyllands Politi nu borgerne i og omkring Fredericia om at tænke tilbage:
• Så du i går – eller i dagene forud manden med styrthjelmen i og eller omkring Fredericia?
• Så du måske scooteren parkeret med styrthjelmen? Hvor?
• Ved du i forvejen, hvem der har en sådan styrthjelm eller scooter?
• Ved du, hvor hjelmen og/eller scooteren er nu?
• Kort sagt – vi skal have identificeret og senere fanget denne gerningsmand til drabet
Sydøstjyllands Politi beder nu offentligheden om at bidrage i tilvejebringelsen af yderligere beviser i sagen, der forventes at kunne føre til identifikation af gerningsmanden.
Foto: Sydøstjyllands Politi
Styrthjelmen beskrives således:
Sort/hvid karakteristisk styrthjelm med åbent visir. Hjelmen er sort i siderne, og med hvid lodret stribe i midten, hvidt vandret logo/skrift på siden af hjelmen.
Scooteren beskrives således:
Sort scooter med tændt baglys på gerningstidspunktet, to sidespejle og muligt sort/hvid fælg på forhjul
Manden beskrives således:
A: Iført sorte bukser med hvide ”markeringer” lige under knæet. Sort jakke med hvide ”markeringer” ved albuen. Sorte sko med hvid sål og hvidt logo, formentlig Nike, på siden. Iført sort/hvid karakteristisk styrthjelm med åbent visir.
To anholdte løslades
De to resterende anholdte fra gårsdagens indsats vil blive løsladt i løbet af eftermiddagen. Sigtelserne imod dem opretholdes, men Sydøstjyllands Politi ønsker ikke i dag at oplyse indholdet af sigtelserne.
Politiet sidder klar til at besvare alle henvendelser på telefon 114.