En mandag i januar måned blev Dyrenes Beskyttelses frivillige kredsformand Annette Blichfeldt kaldt ud til en efterladt kasse. Oven på kassen lå en seddel, hvoraf det fremgik, at den indeholdt to katte. En hvid-sort kat og en grå. Problemet var bare, at der kun var én kat i kassen, da den blev fundet.
Kassen var efterladt ved siden af en tøjcontainer fra Kirkens Korshær. Det var derfor lidt af et chok for den intetanende medarbejder, der mødte på arbejde mandag morgen, at der sad en forladt kat i en lille kasse foran butikken. Heldigvis reagerede hun hurtigt og fik kontaktet Dyrenes Beskyttelse, som sendte en kredsformand ud for at hente katten og forhåbentlig at finde den anden.
Det fortæller Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelese.
Reddet i tide
Medarbejderen fra Kirkens Korshær gik selv straks i gang med at lede efter den anden kat og fandt den heldigvis hurtigt. Efter lidt undersøgelser i området lykkedes det hende at finde den ved en tøjcontainer. Katten var sky, men det lykkedes hende at lokke den til sig.
Medarbejderne fra Kirkens Korshær fik de to katte flyttet over i en større kasse, hvor de fik varme, tæpper og mad, indtil Annette Blichfeld kunne hente dem.
"Det var to meget søde og meget tamme katte, jeg blev mødt af. De var rene og i god foderstand, så det var tydeligt, at de kom fra et hjem, hvor de blev passet. Da jeg kom hjem med dem, fik de både vand og mad, og de spiste og drak hurtigt. Det er ikke til at sige, hvor længe de havde ligget i kassen, da Kirkens Korshær ikke har åbent om lørdagen. De blev af samme grund først fundet mandag morgen," fortæller Annette Blichfeld.
Da kattene blev fundet, var de skræmte og forvirrede, men heldigvis blev de fundet i tide. Når katte efterlades på denne måde om vinteren, kan de ikke klare sig særlig længe. Derfor er det en dybt uansvarlig måde at skille sig af med sine katte på.
Flyttede ind på Nordjyllands Internat
Efter at de to katte blev fundet, blev de afleveret på Nordjyllands Internat. Her blev de tjekket, vaccineret og neutraliseret, inden de flyttede ind i kattestalden. De to katte fik navnene Winnie og Sonja. Winnie og Sonja blev fundet i tide og af de rette personer. Men mange andre dumpede katte er desværre ikke lige så heldige.
"Personen, der har efterladt kassen med de to katte, havde skrevet en seddel, hvor der stod, at de var søde, og at man skulle passe godt på dem. Det er heldigt for kattene, at sedlen var der, for ellers er det ikke sikkert, at den bortløbne kat var blevet fundet i god behold," fortæller Annette. Hun tilføjer, at seddel eller ej, så er det aldrig en god løsning at efterlade sine dyr til en uvis skæbne midt om vinteren.