Slår alarm: "Det er et reelt samfundsproblem"

Af: Ida Hansson

|

07/06/2023

Hver tiende unge sætter sig ofte bag rattet, selvom de er for trætte til at køre bil.

Lige nu læser andre også

”Er du sikker på, du er frisk nok til at køre bil? Giv mig nøglerne, så kører jeg dig hjem.”

Sådan drømmer GF Forsikrings fond om, at vi som bilister i fremtiden vil sige til hinanden, når vi oplever, at nogen er for træt til at sætte sig bag rattet.

En ny undersøgelse foretaget af YouGov viser, at halvdelen af de 18-29-årige bilister har været så trætte, at de har oplevet situationer, der kunne være endt helt galt. Faktisk sætter hver tiende unge bilist sig ofte bag rattet, selvom de er for trætte til at køre bil. Og problemet er ikke isoleret til de unge, lyder det fra GF Fonden i en pressemeddelelse.

Det sidste tabu
- Træthed bag rattet er det sidste tabu i trafikken. Vi er opmærksomme på fart, spritkørsel og brug af mobilen bag rattet – men træthed og bilkørsel taler vi sjældent med hinanden om. Det skal der gøres noget ved. For det er et reelt samfundsproblem, som godt nok er mest udbredt blandt de unge, men som rammer alle aldersgrupper, siger Helle Nielsen fra GF Fonden og fortsætter:

– Man kan sammenligne det med dengang, ingen greb ind, når nogen kørte spritkørsel. Selvom 74 procent af danskerne ifølge undersøgelsen ikke mener, det er okay at køre træthedskørsel, så er det langt de færreste, som griber ind, når de oplever andre være for trætte til at køre bil.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 3022 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, som har kørekort til bil, i perioden 3.-17. april 2023.

Søvnmangel er farligt 
Rådet for Sikker Trafik hilser GF Fondens fokus på emnet velkommen. For kan man komme problemet til livs, vil vejene blive mere sikre for alle.

Tal fra Havarikommissionen viser, at træthed/søvn er medvirkende til 8 procent af trafikulykkerne. Men der kan godt være mange flere ulykker, hvor træthed/søvn har spillet ind. Tallet er kun udtryk for de ulykker, hvor det med sikkerhed har kunnet fastslås, at føreren er faldet i søvn eller på anden vis har lavet fejl på grund af træthed.

- Når man er træt bag rattet, så er man ikke koncentreret og reagerer også langsommere, hvis der opstår en kritisk situation. Derfor er det noget, som man skal tage alvorligt. Er man træt, så bør man ikke køre, da det kan være skyld i alvorlige trafikulykker, hvis man sidder og kæmper med at holde øjnene åbne, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Anbefalet til dig