I hele verden er energipriserne steget voldsomt hen over efteråret. Mange steder i landet er priserne for opvarmning allerede steget, og nu er det desværre blevet Silkeborgs tur. En seksdobling af gaspriserne er årsagen.
Det oplyser direktør i Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup, i en pressemeddelelse
Den 1. november 2021 stiger forbrugsbidraget, der er den variable del af varmeregningen, derfor med 195 kroner fra 475 kroner til 670 kroner for en megawatt-time (MWh) varme.
For et standardhus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh varme om året betyder det en stigning fra 12.118 kroner til 15.647 kroner. For et standardhus er det en stigning på 29 procent og 294 kroner om måneden eller 3.529 kroner om året. Priserne er inklusive moms.
"Silkeborg Forsyning giver de omkring 15.000 fjernvarmekunder direkte besked om prisstigningen på mail, SMS eller pr. brev, og kundeservice sidder klar til at hjælpe med alle spørgsmål. Selvom prisstigningen træder i kraft pr 1. november 2021, er det først til februar 2022, at varmeregningen skal betales," fortæller forsyningen i pressemeddelelsen
Direktør: Vi må følge markedet
Kraftvarmeværket i Silkeborg er drevet af naturgas, og Silkeborg Forsyning må reagere, når markedet udvikler sig, forklarer Jens Bastrup:
”Vi følger markedet, og når priserne stiger så ekstremt, som de gør nu, så må vi desværre følge med,” siger Jens Bastrup, der ikke kan sige, om det bliver den sidste prisstigning:
”Vi går ud med en nødvendig justering nu. Alt afhængigt af udviklingen på energimarkedet hen over vinteren håber vi, at det er nok,” siger han.
Selvom Silkeborg Forsyning kan producere fjernvarme fra solparken og fra en elkedel og kan sælge el fra kraftvarmeværket, er det desværre ikke nok til at afbøde prisstigningen fuldt ud
Prisen på dette er seksdoblet
Naturgaspriserne på verdensmarkedet er påvirket af mange forhold. For eksempel er produktionen ikke fulgt med efterspørgslen og mange gaslagre er derudover ikke fyldt helt op på grund af nedgang i forbruget under Corona-epidemien.
Elpriserne er påvirket af øget efterspørgsel, en vindfattig sommer og mindre regn i Norge og Sverige, så deres vandkraftværker ikke leverer lige så meget strøm som forventet.
Priserne på energi har blandt andet derfor været voldsomt stigende gennem det seneste år. På et år er de rene el- og gaspriser henholdsvis fire- og seksdoblet. Silkeborg Forsyning tjener derfor flere penge på el-salget fra kraftvarmeværket, men det er desværre ikke nok til at kompenserer fuldt ud for de stigende gaspriser. Samlet set bliver det derfor markant dyrere at producere fjernvarme.
De stigende priser rammer alle, som varmer deres huse op med enten el eller gas, og dermed vil husstande med varmepumper og gaskedler faktisk opleve endnu højere prisstigninger end fjernvarmekunderne.
For et standard gasopvarmet hus med naturgasfyr kan prisstigningen være så meget som 14.000 kroner set i forhold til samme periode sidste år, med det nuværende prisniveau på gas. Også borgere med en individuel varmepumpe vil få en højere prisstigning.
Derfor er fjernvarmekunderne ikke så hårdt ramt som andre, pointerer Jens Bastrup:
”Rigtig mange bliver ramt af de stigende energipriser, men fjernvarmekunderne er relativt godt stillet sammenlignet med andre”