Snart skyller sommerferien ind over Danmark. Endnu er det ikke helt klart, hvor stor mulighed borgerne får for at rejse sydpå og holde ferie, derfor forventes mange igen i år at afholde deres sommerferie her til lands.
Det betyder på den ene side turistkroner i nogle af landets yderområder, men udsigten til mange turister under pandemien vækker også bekymring i forhold til testkapaciteten i lokalområderne.
Det italesætter Frederikssund Kommunes borgmest, John Schmidt Andersen (V), der har sendt en åbent brev til regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) om netop testkapaciteten.
Tusindvis af sommerhuse
"Det er min opfattelse, at vi bør reagere hurtigt for at holde smittespredningen nede bedst muligt," skriver borgmesteren, inden han uddyber:
"Sommeren står for døren, og i Frederikssund Kommune – der er en sommerhuskommune med over 6000 sommerhuse – kan vi allerede nu mærke, at befolkningstallet øges, når det bliver weekend. De mange sommerhuse bliver fyldt op af folk fra store dele af hovedstadsområdet, hvor smitteniveauet generelt er højt. Om halvanden måneds tid vil mange indtage deres sommerhus for flere ugers ophold."
Borgemester John Schmidt Andersen ønsker sig helt konkret flere teststeder.
"Derfor vurderer jeg, at det vil være rettidig omhu at forberede at kunne stille testkapacitet til rådighed i de områder, hvor vi har mange sommerhuse. Konkret kunne det være i Kulhuse eller i Jægerspris. F.eks. et tilbud som i Skibby med åbent to-tre dage om ugen."