Slår fast: Større andel covid-19-relaterede indlæggelser blandt uvaccinerede

Af: Julie Møller

|

03/01/2022

Nyheder
Genrefoto: Shutterstock
En rapport fra Statens Serum Institut slår fast, at der er en større andel covid-19-relaterede indlæggelser blandt uvaccinerede personer.

Lige nu læser andre også

Der er forholdsvis flere uvaccinerede blandt de covid-19-relaterede indlæggelser.

Det slår en rapport fra Statens Serum Institut (SSI) fast.

Rapporten viser en klart højere incidens af covid-19-relaterede indlæggelser blandt uvaccinerede personer. Antallet af covid-19 relaterede indlæggelser var i uge 51 på 59,1 pr. 100.000 uvaccinerede personer fra 12 år og derover. For personer med fuld effekt af det primære vaccinationsforløb og personer med fuld effekt af revaccination var antallet henholdsvis 10,8 og 12,7. 

”Det er tydeligt, at det er de uvaccinerede, der bliver så syge af corona-smitten, at de skal indlægges. Der er ikke så mange uvaccinerede voksne i alt i Danmark, men de fylder forholdsmæssigt meget i tallene for indlæggelser,” siger afdelingschef Palle Valentiner-Branth fra SSI.

Den lidt højere incidens blandt personer med fuld effekt af revaccination i forhold til personer med fuld effekt af primært forløb kan muligvis forklares ved, at personer med øget risiko for et alvorligt covid-19-forløb blevet vaccineret først og dermed også var de første til at blive revaccineret, lyder det fra SSI. 

Stigning i antal covid-19-relaterede indlæggelser

Antallet af covid-19-relaterede indlæggelser har generelt været langsomt stigende fra uge 41, og antallet af indlæggelser blandt vaccinerede med fuld effekt af primært vaccinationsforløb ligger nu på det højeste niveau siden begyndelsen af vaccinationsudrulningen, oplyser SSI.

De seneste to døgn er antallet er indlagte med covid-19 steget med flere end 60 personer i døgnet. Det betyder, at det samlede antal indlagte med corona er på i alt 770 personer. 

 

Anbefalet til dig