De seneste ti år, har dronning Margrethe og hendes søstre, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, uddelt et mindelegat i deres mors ære. Næste år bliver dog sidste gang, at legaetet uddeles. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse
"I 2022 bliver Dronning Ingrids Hæderslegat uddelt for tiende og sidste gang. For at markere dette har Hendes Majestæt Dronningen sammen med sine søstre Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte og Hendes Majestæt Dronning Anne-Marie besluttet at benytte Amalienborgs fire palæer til en tv-transmitteret festforestilling i balletten og musikkens tegn. Forestillingen vil kunne ses i et gallashow på TV 2 den 27. marts 2022"
”Palæerne Danser” er titlen på forestillingen, der vil bestå af fire balletstykker tilpasset de fire riddersales meget forskelligartede udtryk
Benedikte sætter ord på
Det oplyses desuden, at balletstykkerne er koreograferet af solist og koreograf Tobias Praetorius, og musikken vil blive arrangeret af komponist Karsten Fundal. Både Tobias Praetorius og Karsten Fundal er tidligere modtagere af Dronning Ingrids Hæderslegat. Prinsesse Benedikte vil onsdag den 15. september klokken 14.00 præsentere programmet og rammerne for festforestillingen ”Palæerne Danser” på et pressemøde i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg. Ved pressemødet deltager også koreograf og solist Tobias Praetorius og bestyrelsesmedlem i Dronning Ingrids Hæderslegat Lars Liebst.
Som formand for Dronning Ingrids Hæderslegat udtaler Prinsesse Benedikte i forbindelse med offentliggørelsen af ”Palæerne Danser”:
”Da det er sidste gang, at legatet uddeles, har mine søstre og jeg besluttet, at palæerne på Amalienborg skal danne rammen om et unikt festligt arrangement, hvor vi kan hylde legatmodtagere inden for musik og dans. Dronning Ingrid havde længe en vision om, at riddersalene skulle benyttes til kulturelle arrangementer, som offentligheden kunne få glæde af, og det glæder os, at vi nu kan realisere vores mors ønske.”
Dronning Ingrids Hæderslegat er doneret af Oak Foundation. Legatet, der har været uddelt hvert andet år siden 2005, er i Dronning Ingrids ånd øremærket til videre studier og dygtiggørelse inden for dans og musik. Festforestillingen ”Palæerne Danser” transmitteres af TV 2 og realiseres med støtte fra Den Kongelige Formidlingsfond, VisitDenmark og Wonderful Copenhagen.