Mere end 2.5 millioner danskere har brugt den: Nu lukker den

25/03/2022

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Sundhedsministeriet melder nu ud, at man på grund af den positive udvikling i covid-19-pandemien har besluttet at lukke ned for Smittestop-appen.

Mest læste i dag

Ifølge Sundhedsstyrelsen udvikler covid-19-pandemien sig i en positiv retning. Det ses tydeligt på de daglige smittetal, der har været kraftigt faldende. Det forventes desuden, at der vil være endnu lavere smitte i løbet af foråret.

Dette har allerede fået betydning, eftersom det har resulteret i, at Sundhedsstyrelsen ikke længere anbefaler, at personer, der har været i kontakt med en smittet, sørger for at lade sig teste for coronavirus.

På grund af den positive udvikling i pandemien, er der fra regeringens side truffet en beslutning om, at man vil lukke ned for Smittestop-appen, der siden juni 2020 har været et digitalt supplement til kontaktopsporingen.

Det er en beslutning, der er blevet truffet på baggrund af en indstilling fra Sundhedsstyrelsen, oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Konkret foregår dette ved, at der udsendes opdatering til applikationen den 25. marts 2022. Denne opdatering vil medføre, at dem, der fortsat er brugere af applikationen, vil blive mødt af en besked om, at den ikke længere er aktiv, når de åbner den.

Når den er opdateret, vil det desuden heller ikke længere kunne lade sig gøre at melde sig som smittet i den. På samme vis vil der hellere ikke længere blive givet besked om, at man har været i kontakt med en smittet, når man har hentet opdateringen.

Såfremt man ikke når at få hentet opdateringen inden da, vil applikationen helt automatisk blive inaktiv den 31. marts 2022, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ydermere oplyses det, at alle data, der er gemt i systemerne, vil blive slettet i forbindelse med den kommende nedlukning af Smittestop-appen. Såfremt der er lokale data fra appen, der er gemt på telefonen, vil man selv kunne slette dem.

Sletter man ikke de lokale data selv, vil det ske helt automatisk efter 14 dage. Man behøver derfor ikke at foretage sig noget.

Anbefalet til dig