Når appen Medicinkortet om kort tid lukker, skal de mange brugere vænne sig til at finde deres medicinoplysninger andre steder. Det kan de allerede nu i sundhed.dk’s app MinSundhed, hvor de også har adgang til blandt andet prøvesvar, aftaler og journaler.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra VIA ritzau.
Det kan være svært at huske, hvad medicinen hedder, når man står på apoteket og skal hente det, som lægen har lavet recept på. Det kan også være svært at huske, hvor mange udleveringer, man har tilbage - eller om recepten overhovedet stadig er gyldig.
Danskerne bruger appen Medicinkortet til at holde styr på de informationer, men nu flytter medicinoplysningerne også ind i sundhed.dk’s app MinSundhed. Det sker i forbindelse med, at Medicinkortet lukker som selvstændig app i begyndelsen af 2025. Og hvis man spørger Morten Elbæk Petersen, der er direktør for sundhed.dk, så er det en god ting.
”Vi har set frem til at kunne tilbyde danskerne muligheden for at se medicinoplysninger og forny deres recepter i vores app. Med den tilføjelse skaber vi endnu bedre sammenhæng med de andre løsninger, der ligger hos os, som for eksempel aftaler, prøvesvar og journalnotater, så man i højere grad får et samlet overblik over sin sundhed,” siger han.
Medicinoplysningerne kan også ses på sundhed.dk-portalen, ligesom de siden oktober har været tilgængelige i MinLæge-appen.
Se andres medicin med en fuldmagt
Med medicinoplysningerne samlet i MinSundhed-appen bliver det enklere og mere overskueligt at have overblik over sin medicin og se hvor mange udleveringer, der er tilbage på den enkelte recept. Hvis der ikke er flere udleveringer, kan man fra appen anmode lægen om en fornyelse af recepten.
I MinSundhed kan man også se medicin for sine børn under 15 år og for personer, hvor man har fuldmagt til at se deres sundhedsdata. Det gør det lettere at hjælpe sine nærmeste med at bevare overblikket.
MinSundhed er en af de mest brugte sundhedsapps. Den er downloadet mere end 6 millioner gange, og i 2024 har der været mere end 3 millioner besøgende.
MinSundhed-appen kan downloades og opdateres i Google Play eller Appstore.
I MinSundhed er der adgang til:
Journaler fra sygehus med mulighed for oversættelse af medicinske fagudtryk
Billedbeskrivelser af røntgenundersøgelser og scanninger fra sygehuse
Prøvesvar på blod-, urin-, vævsprøver m.v.
Aftaler med sundhedsvæsenet
Sundhedsoplysninger for børn og pårørende med fuldmagt
Overblik over behandlere i hele landet
Overblik over aktuelle sundhedstilbud i ens hjemkommune og region
Kontaktoplysninger ved behov for akut hjælp
Egne noter, som man har skrevet til sine sundhedsoplysninger
Nye funktioner på vej til MinSundhed:
Henvisninger til fx sygehus, fysioterapeut og speciallæge
Egne og ens børns vaccinationer samt anbefalede vaccinationer.