Vi har alle en håndfuld kendisser, der sætter sig under huden på os. Om det er stjerner inden for sport, film, musik eller noget helt fjerde, så efterlader de et indtryk på os, og er med til at forme os til dem vi er.
Når en af de ikoner så afgår ved døden, føltes det som at en del af os dør med dem.
Netop sådan en oplevelse havde den danske skuespillerinde Sofie Gråbøl, skriver Her & Nu.
I 2016 måtte hun, og millioner af andre fans over hele verden, tage en sørgelig afsked med den engelske musiker og multitalent David Bowie, efter en længere kamp med kræft.
I Radio 4-udsendelsen ‘Portrætalbum’ fortæller ‘Forbrydelsen’-stjernen, at afskeden med Bowie efterlod hende emotionelt ødelagt i flere uger.
– Jeg reagerede overraskende voldsomt. Det kom bag på mig selv, hvor voldsomt jeg reagerede. Så voldsomt, at jeg faktisk græd i tre uger. Og skammede mig over det. Jeg syntes, det var flovt, så jeg gjorde det alene hjemme i mit køkken, fortæller hun i udsendelsen.
Det var ikke blot afskeden med barndomshelten i sig selv, der fik tårene frem hos Gråbøl. Hun havde nemlig året forinden sagt sit endelige farvel med sin far, arkitekten Kaj Fladhede Gråbøl.
På mange måder var Bowie den faderfigur, hun selv manglede fra hendes biologiske far.
Hendes forældre blev nemlig skilt før hun blev født, og Gråbøl voksede op i Danmark med hendes mor, bror og stedfar, men far-Kaj tog til Kenya for at arbejde.
– Min far har ikke været der for mig. Den rolle tog David Bowie i stedet, uddyber hun i programmet.