Teleselskabet 3 afslører, at omkring 174.000 danskere valfartede til København for at være vidner til kroningen af kong Frederik på Christiansborg Slotsplads. Data fra 3insights, baseret på anonymiserede mobilitetsdata fra teleselskabets mastepositioner omkring Christiansborg Slot, Kongens Nytorv og Amalienborg, viser præcise tal for antallet af tilskuere i området. Det skriver B.T.
I alt mødte omkring 300.000 mennesker op for at fejre den nye regent, ifølge tal fra 3. Københavns Politi har undladt at give et skøn over deltagerantallet, men har bekræftet, at der var en betydelig folkemængde.
Jeppe Waidtsløw, Head of Business Development hos 3, udtaler: »Det er første gang i næsten 900 år, at en monark abdicerer i Danmark, og det er således en historisk dag, der giver os ekstraordinær mulighed for at få spændende data om interessen i sådanne begivenheder. Ved at se på anonymiserede mobilitetsdata kan vi se, hvor mange der cirka har været til stede under fejringen af den nye konge, samt hvor længe tilskuerne har opholdt sig omkring slotspladsen og på ruten fra Amalienborg til Christiansborg.«
De indsamlede data afslører, at der var omkring 370% flere mennesker på Christiansborgs Slotsplads sammenlignet med en gennemsnitlig søndag. Stefan Ring Støhrmann, Head of Network Operations hos 3, udtaler, »Den mængde data, der blev brugt foran Christiansborgs Slotsplads, svarer til de tal, vi ser på Roskilde Festival fredag aften, hvor der er flest mennesker foran Orange Scene. Det er helt vilde tal, og vi er glade for, at vi ikke havde nogen nedbrud, selvom der var spidsbelastning på netværket.«
3 har analyseret dataen i tidsrummet 14.00-15.00 søndag og vurderet antallet af mobiltelefoner for at estimere deltagerantallet.