Sort på hvidt: Kvinder tjener mindre end mænd

Af: Ida Hansson

|

21/02/2022

Nyheder
Foto: Shutterstock
Nyuddannede kvinder får en lavere startløn end mænd.

Lige nu læser andre også

Når nyuddannede kvinder lander det første job, får de i gennemsnit 815 kr. mindre om måneden end deres nyuddannede mandlige kolleger. Det viser en ny opgørelse på baggrund af IDAs lønstatistik.

Zoomer man ind på STEM-uddannelsesretningerne, er forskellen størst blandt cand.it’ere og andre it-uddannede med en videregående uddannelse. Der ligger løngabet på knap 1.800 kr. om måneden. Blandt de naturvidenskabelige kandidater lander forskellen i månedsløn i gennemsnit på knap 1.200 kr. i mændenes favør, mens forskellen er lidt over 1.100 kr. for civilingeniører og ca. 350 kr. for diplomingeniørerne.

”Det er desværre det samme billede, der tegner sig år efter år. De nyuddannede er hurtige til at komme i arbejde, men kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet sker til en lavere hyre sammenlignet med deres mandlige kolleger. Det er en trist tendens, for jo større lønforskellen er mellem kønnene fra dag ét, des vanskeligere bliver det at udligne forskellen med tiden. Helt principielt skal det ikke være kønnet, der er afgørende for startlønnen,” siger Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA.

Han peger på, at åbenhed om løn også kan være hjælpsomt i forhold til at komme forskellene til livs.

”Hvis vi var bedre til at tale åbent om løn, og flere virksomheder også tilskyndede åbenhed om løn, så vil det være hjælpsomt. Det er efter min mening et af de bedste midler til at komme uligeløn til livs,” siger Morten Thiessen.

 

Anbefalet til dig