Klovneløbet er et familieløb, hvor alle kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst; det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål. Pengene der samles ind gennem tilmeldinger til løbet, doneres til foreningen Danske Hospitalsklovne.
Og dét gode formål støtter Lidl for femte år i træk som hovedsponsor. Udover sponsoratet støtter Lidl også ved at levere frugt og vand til samtlige deltagere:
”Klovneløbene er en rigtig god mulighed for at kombinere motion og en dejlig dag med familien. Og så støtter man endda et godt formål samtidig. I Lidl giver vi tilbage til det samfund, vi er en del af, og vi er meget glade for, at vi gennem vores samarbejde med Danske Hospitalsklovne kan være med til, at de kan besøge og glæde endnu flere børn”, fortæller CSR Responsible i Lidl, Lærke Skaksen.
Udover Klovneløbene støtter Lidl også Danske Hospitalsklovne gennem pantdonationer og salg af produkter.
Danske Hospitalsklovne er en landsdækkende forening, der støtter indlagte børn og deres familier igennem sygdomsforløb på alle landets børneafdelinger. Hospitalsklovnene spreder smil og glæde, når der er allermest brug for det.
”Vi er meget glade for, at Lidl hjælper til med at skabe gode rammer til Klovneløbene, så alle deltagere kan få en hyggelig dag med godt samvær og motion”, siger direktør i Danske Hospitalsklovne, Kenneth Øhrberg.
Sidste år slog Klovneløbene deltagerrekord med 14.000 deltagere. I Lidl håber man på, at endnu flere har lyst til at deltage i 2019:
”Om du løber, hopper, kravler eller ruller – så er alle velkommen til Klovneløbene. Vi glæder os til at se en masse glade børnefamilier til en dag fyldt med smil og aktivitet, og jeg håber på endnu flere deltagere i år. Jeg tager den røde klovnenæse og løbeskoene på, og så ses vi derude”,siger Lærke Skaksen.
Tilmelding til Klovneløb
Det koster 70 kr. at deltage i Klovneløb, heraf går mindst 56 kr. direkte til Danske Hospitalsklovnes arbejde. Ved tilmelding af grupper på 5 personer falder prisen til 60 kr. pr. person.
Find et Klovneløb i nærheden af dig og tilmeld dig på Klovneløbs hjemmeside.