Spreder skræk: Må forsvare husdyr mod løse hunde

18/05/2020

Christian Granhøj Skouboe

En hundeejer blev i weekenden sigtet for overtrædelse af hundeloven. Foto: Shutterstock
To strejfende hunde skabte søndag panik i en fårefold.

Mest læste i dag

Klokken 15.15 fik politiet en anmeldelse fra en 43-årig mand fra Hårlev, som under kørsel i bil ad Hestehaven havde set to hunde strejfe omkring. Pludselig var de hoppet over et mindre hegn ind til et grønt område, hvor der gik nogle får. Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten mandag. 

Anmelderen standsede og gik ind i området, hvor han med et haveredskab fik holdt hundene i skak, såfremt de ville angribe fårene. I mellemtiden fik han alarmeret politiet og kontakt til en kvindelig hundeejer, som afhentede hundene.

Sådan gik det fårene

Politiet kunne efterfølgende konstatere, at fårene ikke havde lidt overlast som følge af hundenes besøg.

Hundenes ejer traf politiet ikke hjemme, men en 37-årig kvinde fra Hårlev blev senere telefonisk kontaktet og sigtet for overtrædelse af hundeloven, idet hendes to hunde strejfede. Hun oplyste, at en låge i en indhegning på hendes bopæl ikke var blevet lukket, hvilket hundene så havde benyttet sig af og strejfede i området.

Hundeejeren kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

 

Anbefalet til dig