Spritcyklister er et stigende problem i trafikken

05/12/2020

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Nye tal viser en voldsom stigning i antallet af berusede cyklister, der ender i ulykker. Det kan særligt vise sig at være et problem i de travle julefrokostdage.

Mest læste i dag

Danskerne er generelt blevet bedre til at lade bilen stå, når de har fået for meget indenbords. Desværre er der meget, der tyder, at danskerne ikke er helt så gode til at lade cyklerne stå.

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at er stigende antal cyklister med alkohol i blodet ender i uheld og ulykker, som rapporteres til politiet. I perioden fra 2016 til 2019 er antallet mere end fordoblet. 

Avisen Danmark skriver dog, at der med til historien hører sig, at det er et meget sparsomt talmateriale, der er til rådighed. Det omfatter nemlig kun cyklister, der er involveret i en ulykke som følge af alkohol, der er blevet registreret af politiet. 

Der bør dog ikke herske tvivl om, at de fulde cyklister er et stigende problem i trafikken. Sådan forholder det sig i hvert fald, hvis man spørger Ulykkeslinjen, der er en gratis telefonrådgivning til folk, der er kommet ud for en ulykke. 

"Vi mener, at der er et betydeligt mørketal. Vi ser en kraftig stigning i antallet af spritcyklister i disse år," fortæller Bente Elton Rasmussen, rådgiver ved Ulykkeslinjen, som også peger på, at de alkoholpåvirkede cyklister risikerer både langvarige hjernerystelser og alvorlige brud: 

"Vi kender desværre kun alt for godt udfordringerne med de alvorlige konsekvenser, der kan risikere at vare resten af livet," fortæller hun. 

Det er ganske vist ved at gå op for danskerne, at det ikke er en god idé at sætte sig bag rattet i bilen efter en julefrokost. Dog er der fortsat mange, der tror, at det er en bedre idé, at man blot tager cyklen i stedet for. 

"Spritcyklisterne tror ofte, at de vælger det sikre valg, når de med en høj promille tager cyklen frem for bilen efter julefrokosten. Men det er fejlagtigt. For spritcyklisme er også farligt og ulovligt," lyder det fra Bente Elton Rasmussen. 

Det tyder desuden på, at det er lettere for en spritcyklist med at tage cyklen hjem i en brandert, end det er for en spritbilist at sætte sig bag rattet. 

En undersøgelse, som Analyse Danmark lavede sidste år for Ulykkeslinjen, viser nemlig, at 93 procent af danskerne ville stoppe en fuld bilist i at sætte sig bag rattet, mens kun 73 procent ville forhindre en fuld cyklist i at sætte sig op på cyklen. 

Anbefalet til dig