SSI melder ud: To coronavarianter i vækst

02/06/2022

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Statens Serum Institut har meldt ud, at to coronavarianter er i vækst.

Mest læste i dag

Ganske vist er der fortsat fald i den samlede coronasmitte i Danmark, men to coronavarianter er i kraftig vækst blandt de personer, der smittes.

De danskere, der for tiden bliver testet positive for coronavirus, bliver i høj grad testet positiv med to undervarianter af Omikron, BA.5 og BA.2.12.1.

I alt udgør de to undervarianter nu mere end 10% af andelen i de sekvenserede prøver i uge 21. Det viser en ny tendensrapport fra Statens Serum Institut.

På trods af, at både BA.5 og BA.2.12.1 oplever stor vækst, er det stadig varianten BA.2, der udgør de fleste af de smittetilfælde, der er i Danmark.

Men mellem uge 17 og uge 20 har begge undervarianter oplevet massiv vækst, da varianten BA.5 gennemsnitligt er steget med 135% og BA.2.12.1 med 52% ugentligt.

Ifølge Statens Serum Institut er det et klart tegn på, at begge undervarianter til Omikron er i vækst. Ligeledes bliver det slået fast, at det kan øge risikoen for smittestigninger, som det er set i andre lande.

"SSI følger situationen tæt. Begge varianter har i flere andre lande været forbundet med smittestigninger på grund af deres spredningsfordel," siger Tyra Grove Krause, der er faglig direktør hos SSI, og fortsætter:

"Men her ses det samme mønster som for de oprindelige Omikron-varianter, at smittestigningerne ikke har ført til indlæggelser, i samme grad som vi så med fx Delta-varianten. Vi ser også langt størstedelen af tilfældene blandt personer, der ikke tidligere har været smittet."

Den seneste tendensrapport fra SSI viser dog, at antallet af nye smittetilfælde er faldet med 20% mellem uge 20 og uge 21.

I uge 21 har været en indicens på 56 tilfælde per 100.000 indbyggere, ligesom positivprocenten ligger stabilt på 10%. Det er dog værd at bemærke, at der i samme periode har været et fald på antallet af PCR-tests med 21%.

Også i forhold til antallet af indlæggelser relateret til coronavirus, har der været et fald. Det er nemlig faldet med 19% til 201 i uge 21, hvoraf størstedelen af ældre i alderen 70-79 år.

Anbefalet til dig