I kølvandet af finalen i "Vild med dans" blev der ikke kun taget rosende vendinger i brug om Jimilian og dansepartneren Asta Björk, der løb med sejren, da også 79-årige Britt Bendixen modtog stående ovationer.
Det gjorde hun, fordi hun nu takker af efter 17 sæsoner bag dommerbordet.
"Det har været en fantastisk aften. Jeg havde måske troet, at det ville blive vemodigt. Men det er det altså ikke. Det vil det måske være næste sæson, når de starter, og der sidder en eller anden ung, lækker model i min stol. Men det tror jeg nu ikke," siger Britt Bendixen ifølge B.T., hvorefter hun tilføjer:
"Jeg er meget glad for, sådan som det har været. Jeg har været glad for alle 17 år. Men nok er nok, og nu synes jeg, at der er nogle nye, unge kræfter, der skal have chance og mod."
Fik tårer i øjnene
Britt Bendixens sidste tørn bag dommerbordet blev markeret med en potpourri fra hendes kommentarer gennem tiden, som de to værtinder, Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller, havde stået for, hvilket kom fuldstændig bag på hovedpersonen.
Hun havde nemlig ikke anelese om, hun ville blive hædret, som hun gjorde, da hun ikke forventer ros på den måde.
Det medførte, hun fik tårer i øjnene, fordi hun synes, det var så flot.
Britt Bendixen takker således af efter at have siddet bag dommerbordet, siden første sæson af dansekonkurrencen, dog med undtagelse af sæson 16, da hun var ude efter en hjerteoperation, hvor man i stedet fik Marianne Eihlit til at vikariere.
Dansedronningen har da også været tilfreds med sine meddommere, herunder Marianne, som hun kalder sin afløser, mener hun er meget dygtil - og naturligvis siger hun det samme om Anne Laxholm, Jens Werner og Hübbe.
Britt Bendixen vender ikke tilbage, men det gør derimod "Vild med dans", der ruller over skærmen igen næste år.