Som bilist i Danmark skal man hele tiden være opmærksom på nye regler og tiltag.
Det gælder selvfølgelig, når man befinder sig på vejene, men det gælder i den grad også, når det kommer til at holde sig opdateret omkring nye regler.
Netop nu gælder det om at være vaks ved havelågen, da en række p-pladser nu bliver lavet om.
At finde en parkeringsplads i visse dele af København kan sommetider føles som at lede efter en nål i en høstak, og dermed spilder blandt andet håndværkere kostbar tid, når de er på opgave i hovedstaden.
For at gøre det lettere for erhvervslivet at løse københavnernes behov, har fire partier (Ø, S, SF, Å) besluttet at konvertere 40 almindelige parkeringspladser forskellige steder i byen til erhvervsparkeringspladser i tidsrummet 7-17.
Sådan skriver Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen i en pressemeddelelse.
De nye pladser er en udløber af et forslag om netop flere parkeringspladser til gulpladebiler, og teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er glad for, at det nu bliver gjort en smule lettere at være håndværker med behov for en bil i København:
"Udfordringerne med at finde en parkeringsplads i København er kun blevet større i takt med, at antallet af biler er eksploderet," siger Line Barfod, som i forbindelse med vedtagelsen af de nye pladser også har bestilt et budgetnotat på konvertering af op til yderligere 300 parkeringspladser.
"For at sikre bedre vilkår for erhvervslivet og for den nødvendige biltrafik tager vi nu politisk ansvar for at gøre det en smule lettere at finde en parkeringsplads som håndværker, og forhåbentlig bliver det dermed også en smule lettere for københavnerne at få besøg af en håndværker. Vi er dog langt fra i mål, og derfor vil jeg også fortsat arbejde for at få konverteret endnu flere parkeringspladser til erhvervsparkering i fremtiden," fortsætter hun.
"Det er en rigtig god nyhed for håndværkere"
Budgetnotatet skal indgå i forhandlingerne om næste års budget, og dermed er der måske udsigt til endnu flere erhvervsparkeringspladser inden for overskuelig fremtid.
Og det vækker glæde hos DI Byggeri Hovedstaden, fortæller bestyrelsesleder Mads Raaschou:
"Det er en rigtig god nyhed for håndværkere i Hovedstaden, at der nu kommer yderligere 40 øremærkede håndværkerparkeringspladser i København i dagtimerne," udtaler han og fortsætter:
"Dermed bliver det nemmere for håndværkere at finde en parkeringsplads tæt på der, hvor de skal udføre deres opgaver. Det er noget, vi har længe har presset på for i DI Byggeri Hovedstaden – og derfor er jeg selvsagt glad for, at teknik- og miljøborgmesteren har lyttet til erhvervslivet og indfører flere håndværkerparkeringsplader. Jeg vil også gerne kvittere for, at borgmesteren erkender, at vi ikke er i mål og vil se på muligheden for op mod yderligere 300 håndværkerparkeringspladser i København. Det er der i den grad behov for."
De 40 kommende pladser vil fortrinsvist blive placeret i tætbebyggede områder med høj parkeringsbelægning, og hvor der i forvejen findes relativt få pladser, samt på en måde, så de i så vid udstrækning tager højde for geografisk spredning og nærhed til ejendomme uden adgang til private parkeringspladser.
Det er særligt i dele af Indre By samt dele af Vesterbro, Nørrebro og Østerbro, at der i dag er langt mellem erhvervsparkeringspladserne, og hvor Teknik- og Miljøforvaltningen umiddelbart vil have fokus på at oprette nye pladser.
Pladserne vil, som de eksisterende konverterede pladser, blive reserveret i tidsrummet 7-17. Dermed vil beboerne i nærheden i mindre grad opleve, at der fjernes beboerparkeringspladser.
Med beslutningen på mandagens møde i Teknik- og Miljøudvalget vil forvaltningen nu begynde arbejdet med at oprette de 40 nye pladser.