Statens Serum Institut advarer: Det skal ikke tabes på gulvet

25/04/2020

Henrik Rothenbücher

Foto: Shutterstock
En hel måneds arbejde kan blive tabt på gulvet, hvis danskerne fortsætter med at samles i store flokke i det gode vejr.

Mest læste i dag

Det fantastiske vejr vi har haft i løbet af de seneste uger, har fået danskerne til at trække sig udenfor. Desværre er der mange, der har gjort det, og det har resulteret i, at alt for mange danskere har været forsamlet.

Det må de ikke, og det kan resultere i et opholdsforbud fra politiets side, men endnu værre, så kan det resultere i, at en hel måneds arbejde bliver tabt på gulvet.

“Vi risikerer, at en måneds indsats bliver tabt på gulvet;” sådan lyder den kontante udmelding fra Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut.

Kåre Mølbak har i en pressemeddelelse udsendt en længere advarsel til danskerne om, at de virkelig ikke skal samle sig, uanset hvor godt vejret er.

Den månedlange indsats med at holde smitten nede, vil nemlig have været forgæves, hvis smitten pludselig tager fart igen.

“Der er fortsat risiko for at blive smittet – også udenfor. Jo flere mennesker, der er samlet, jo højere risiko. Hvis man vil ud, så lad være med at tage hen på de sædvanlige samlingssteder,” lyder det fra den faglige direktør, der fortsætter:

 “Man kan opholde sig mange andre steder end i parker og på havnefronter. Gå en tur et sted, hvor du ikke plejer at komme. Solen skinner overalt – du behøver ikke være lige der, hvor alle andre også er”, fortæller Kåre Mølbak i pressemeddelelsen.

Politiet er klar med opholdsforbud

 Både torsdag og fredag var politiet ude med løftede pegefingre til den danske befolkning, og de truede med et potentielt opholdsforbud, der vil betyde, at man ikke må opholde sig visse steder i landet.

Det kan dog undgås, at politiet tager disse metoder i brug, men det kræver, at folk igen holder afstand.

“Afstand er indtil nu det stærkeste våben, vi overhovedet har i denne epidemi. Vi er i Danmark lykkedes rigtig flot med at sænke smittetrykket. Blandt andet fordi vi har været så gode til at holde afstand.” lyder det fra Kåre Mølbak.

Beskeden fra både politiet og Statens Serum Institut er derfor meget klar. Hold afstand, ellers går der endnu længere tid, før Danmark bliver genåbnet helt igen.

 

Anbefalet til dig