Statsministeriet indfører forbud mod populær app

07/03/2023

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Statsministeriet har besluttet at indføre et forbud mod en populær app, som ikke længere må være installeret på tjenestetelefoner og iPads.

Mest læste i dag

Det er ikke længere tilladt at have installeret den kinesiske app TikTok på sin tjenestetelefon eller iPad, hvis man arbejder i Statsministeriet, da de har indført et forbud mod appen.

Det oplyser Statsministeriet til Ritzau.

Beslutningen om at forbyde den populære app, der har over en milliard brugere på verdensplan, er blevet truffet i kølvandet på, at Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed (CFCS) har frarådet at bruge det sociale medie.

For to uger siden meldte CFCS nemlig ud, at de fraråder alle statslige ansatte at bruge det sociale medie, og det gælder naturligvis også for de personer, der er ansat i Statsministeriet.

"Center for Cybersikkerhed har den 24. februar udsendt anbefalinger vedrørende TikTok. CFCS fraråder anvendelse af TikTok på tjenstlige enheder, som anvendes af statslige myndigheder og opfordrer generelt til, at TikTok anvendes med omtanke," lyder det fra Statsministeriet i et skriftligt svar ifølge Ritzau.

"På den baggrund må TikTok ikke være installeret på tjenestetelefoner og eventuelt iPads i Statsministeriet."

Efter der af Forsvarets Efterretningstjeneste er blevet delt en advarsel om brugen af den kinesiske app, er der flere ministerier, der har valgt at følge trop og derfor har indført et forbud.

Det gør sig blandt andet gældende for både Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet, der alle har indført et forbud mod at have TikTok installeret på tjenestetelefoner og iPads.

Ritzau har forsøgt at få et svar fra Statsministeriet på, hvorfor der ikke er en fælles praksis for håndtering af det sociale medie på tværs af alle danske ministerier. Dette har de dog ikke fået svar på.

TikTok er et af de mest populære sociale medier i hele verden, og har mere end en milliard bruger, hvoraf mange af dem er aktive hver måned. Appen er kendt for at indsamle store mængder data fra den telefon eller tablet, som den er installeret på.

Anbefalet til dig