Efter to lange år præget af pandemi, nedlukninger og restriktioner er danskernes rejselyst stor.
Det mærkes hos rejsefirmaet Apollo.
Her afslører salgstallene en stigning på mere end 200 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
“De seneste uger har salget nået helt nye højder. Lige nu ligger det samlede niveau af bestilte rejser på cirka 2/3 af, hvad det lå på før pandemien. Men for hver uge, der går, stiger tallene mere og mere. Det føles godt stille og roligt at komme tættere på normalen,” lyder det fra Glenn Bisgaard, salgsdirektør i Apollo Danmark, i en pressemeddelelse.
Her vil danskerne hen
Mange har allerede sikret sig vinterrejserne til De Kanariske Øer og sommerrejserne til Middelhavet fra både København, Aalborg og Billund.
Foto: Shutterstock.com
Til sommer er Grækenland en klar favorit med destinationer som Kreta, Rhodos og Epirus regionen på det græske fastland øverst på listen. De græske feriefavoritter er skarpt efterfulgt af Kroatien og Cypern. Men Tyrkiet vokser også hos rejsearrangøren, oplyser Apollo.
Flere vil på aktiv ferie
Ønsket om unikke oplevelser afspejler sig også i danskernes valg af hotel. Størstedelen af dem, der har sikret sig ferien, har nemlig booket et af Apollos koncepthoteller, som alle er skræddersyet til forskellige præferencer og interesser. Blandt de mest populære er Apollo Sports - Apollos koncepthoteller med fokus på sport og træning.