Stod frem i omdiskuteret TV 2-dokumentar: Nu er hun blevet hjemsendt

20/10/2022

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Hun stod frem i TV 2-dokumentaren, der handler om plejehjemmet Nørremarken i Køge. Det har nu resulteret i, at hun er blevet hjemsendt.

Mest læste i dag

Anne Andreassen, der er den ansatte på plejehjemmet Nørremarken i Køge, der har valgt at stå frem i TV 2-dokumentaren 'Opråb fra plejehjemmet', der handler om omsorgssvigt, er blevet hjemsendt.

Det har hun selv afsløret overfor SN.dk, skriver Ritzau.

"Jeg fik bare at vide, at jeg ikke skulle møde op på arbejde, og nu skal jeg til tjenstlig samtale i uge 43," fortæller hun til SN.dk.

Mediet oplyser, at det skete for omtrent fire uger siden. Hjemsendelsen skete, fordi TV 2 rettede kontakt til Køge Kommune i forbindelse med dokumentaren, der bliver sendt på TV 2 torsdag aften.

I dokumentaren har en medarbejder fra TV 2 været ansat på plejehjemmet Nørremarken i en periode. I denne forbindelse har den ansatte også foretaget en række optagelser med skjult kamera.

De optagelser, der stammer herfra, viser flere eksempler på, at beboere på plejehjemmet ikke får hjælp til basale behov. Det omfatter blandt andet at få skiftet ble, få medicin, og at få mad.

Anne Andreassen fortæller også, at hun er blevet hjemsendt, da de er nødt til at finde ud af, hvad 'der var hoved og hale' i situationen.

"På mødet deltog HR og vores nye leder på Nørremarken. De sagde, at jeg blev nødt til at blive hjemsendt, indtil de fandt ud af, hvad der var hoved og hale i det. Men det er jo ikke mig, der har gået rundt med skjult kamera," fortæller hun.

Hun fortæller også, at hun af Køge Kommune er blevet beskyldt for at have hjulpet TV 2 med at fremskaffe kontaktoplysninger til pårørende til beboere. Hun slår dog fast, at hun ikke udleveret personfølsomme oplysninger.

I dokumentaren, som har fået flere politikere til at lange ud efter plejehjemmet og ældreplejen generelt, afslører Anne Andreassen, at hun fire gange i løbet af et år har forsøgt at belyse problemerne overfor fire forskellige ledere.

Til trods for dette, er der dog intet af det, der har ført til forbedringer, hvilket i sidste ende førte til, at hun valgte at stå frem i TV 2-dokumentaren.

Anbefalet til dig