Det sendte chokbølger fra Danmark og gennem det meste af verden, da den danske fodboldspiller Christian Eriksen lørdag aften kollapsede på grønsværen i Parken under landsholdets kamp mod Finland. Eriksen fik hjertestop og måtte have livgivende førstehjælp. Siden blev han fragtet til Rigshospitalet i en ambulance.
Torsdag fortalte DBU, at Christian Eriksen skal have en såkaldt hjertestarter indopereret. Det skulle nu være sket. Det fortæller den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.
Sportsavisen mener desuden at vide, det er sandsynligt, at Christian Eriksen ikke skal være indlagt på Rigshospitalet så meget længere. Ifølge avisens oplysninger kan den danske fodboldspiller snart rejse sig fra sygesengen.
Eriksen følger med
Den italienske sportsavis mener nemlig at vide, at Christian Eriksen allerede fredag - seks dage efter hans hjertestop under landskampen mod Finland - kan blive udskrevet fra Rigshospitalet. Hvad der skal ske herefter, vides ikke.
Torsdag i denne uge spillede det danske landshold mod Belgien, selvom kampen endte med et nederlag, så støttede den ellers indlagte Christian Eriksen fortsat sine holdkammerater. Det fortalte Martin Braithwaite efter kampen.
"Han har sendt en besked til os inde i Whatsapp-gruppen. Jeg mener, at han skrev: 'I er sgu bare så seje'. Jeg har ikke haft tid til at kigge mere på den, fordi jeg også skulle lave interview," kunne Martin Braithwaite fortælle efter EM-kampen.