Stor dag for prins Christian: Gør det for første gang

Nyheder
Prins Christian her afbilledet af sin mor i anledning af prinsens fødselsdag 15. oktober sidste år. Foto: H.K.H. Kronprinsessen
Genforeningsdagen bliver en helt særlig dag for en af landets kommende konger.

Lige nu læser andre også

Det bliver efter alt at dømme en festlig dag, når Hendes Majestæt Dronningen og Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Prins Christian den 13. juni 2021 deltager i den officielle fejring af 100-året for Genforeningen.   Men det bliver også særligt stor dag for prins Christian. Det er nemlig første gang, at prinsen, kronprins Frederik og dronning Margrethe er på opgave sammen bare de tre. 

Sidste sommer var det 100 år siden, at Christian 10. stadfæstede den lov der indlemmede Sønderjylland i Danmark. Genforeningen var et resultat af en folkeafstemning, hvor et flertal af befolkningen i Nordslesvig stemte sig hjem til Danmark efter at have været under tysk styre i 56 år.

Overdragelsen af Sønderjylland fandt sted på Valdemarsdag den 15. juni 1920, og tre uger senere tog Christian 10. og den kongelige familie på rundrejse i området. Denne rejse står i dag for mange som symbolet på, at landsdelen igen blev en del af Danmark. En central begivenhed under rundrejsen var det øjeblik, hvor Christian 10. red over den gamle grænse på en hvid hest.

I anledning af 100-året for Genforeningen i 2020 var det planen, at Dronningen og den kongelige familie skulle have besøgt Sønderjylland. Besøget blev udskudt til i år på grund af situationen vedrørende COVID-19 og gennemføres nu i stedet den 13. juni 2021, oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse. 

Sådan forløber dagen

"Den officielle Genforeningsfejring begynder om morgenen den 13. juni 2021, hvor Dronningen, Kronprinsen og Prins Christian i karet vil køre over den gamle grænse ved Frederikshøj syd for Kolding," skriver Kongehuset - inden de tilføjer:

"Karetkørslen vil foregå samme sted, som Christian 10. den 10. juli 1920 red over den gamle grænse på den hvide hest Malgré Tout ledsaget af Kronprins Frederik og Prins Knud til hest og Dronning Alexandrine og Prinsesse Thyra i karet. 101 år senere vil Christian 10.’s barnebarn, oldebarn og tipoldebarn på ny krydse den gamle grænse, hvor der er opstillet en fortolkning af æresporten fra 1920. Ved begivenheden holder Dronningen tale og indvier en skulptur."

Efterfølgende deltager Dronningen, Kronprinsen og Prins Christian i en festgudstjeneste i Haderslev Domkirke. Her vil også Tysklands Forbundspræsident H.E. Frank-Walter Steinmeier og hustru Fr. Elke Büdenbender samt Statsminister Mette Frederiksen og Hr. Bo Tengberg deltage.  

Midt på dagen besøger Dronningen den nye genforeningspark ved Folkehjem i Aabenraa. Genforeningsparken er Aabenraa Kommunes nye folkepark foran det historiske Folkehjem, der spillede en vigtig rolle frem mod - og efter - Genforeningen i 1920. Folkehjemmet dannede i 1918 rammen om vedtagelsen af Aabenraa-resolutionen, der fik afgørende betydning for den endelige dansk-tyske grænsedragning.

Dronningen fortsætter dagen i Sønderborg, hvor Dronningen, Tysklands Præsidentpar og Statsminister Mette Frederiksen og Hr. Bo Tengberg deltager i en ceremoni på Kongeskansen ved Dybbøl Banke. Efter arrangementet på Dybbøl Banke aflægges der besøg hos det tyske mindretals nye museum i Sønderborg, Deutsches Museum Nordschleswig. Efterfølgende overværer Dronningen sidst på eftermiddagen et genforeningsshow på Alsion.

Genforeningsfejringen slutter på Kongeskibet Dannebrog i Sønderborg Havn, hvor Dronningen er vært ved en reception. Efterfølgende har Dronningen indbudt det tyske Præsidentpar og Statsminister Mette Frederiksen og Hr. Bo Tengberg til middag på Kongeskibet.

 

Anbefalet til dig