Stor donation skaber juleglæde: Hjælper herreløse katte døgnet rundt

Nyheder
Kattens værn jubler over donationen. Foto: Pixabay
Inspektørerne hos Kattens Værn modtager en tidlig julegave fra Petworld Hjælper. Donationen på 30.000 kroner skal gå til udstyr i katteinspektørernes biler.

Lige nu læser andre også

Hver dag rykker Kattens Værns ni katteinspektører ud for at hjælpe vildtlevende katte. Tilsammen dækker inspektørerne det meste af Danmark, og uden deres indsats ville mange katte ikke få chancen for at få det liv, de fortjener.

Mellem 500 og 700 katte bliver hvert år indfanget og genudsat, hvilket sker med stor tålmodighed og omsorg. Udover at genudsætte katte bliver flere end 1.000 katte hjulpet videre på et internat, hvor de efterfølgende kommer ud til nye hjem. Det kræver både fagrelevant uddannelse hos inspektørerne og ikke mindst de helt rigtige redskaber.

"Inspektørernes biler er en form for rullende kontor, og indeholder blandt andet fælder, foderskåle, handsker, desinfektionsmidler samt reoler, som har den helt rigtige arbejdshøjde. Alt er med til at give kattene den bedste behandling," siger Pia Borsdal, fundraiser hos Kattens Værn, i en pressemeddelelse.

Katte kan ikke klare sig selv - selvom mange tror det

Det er en sejlivet myte, at katte sagtens kan klare sig selv. Mange glemmer, at katten gennem flere tusind år er blevet domesticeret, og har tilpasset sig vores livsstil. Med det resultat, at rigtig mange herreløse katte lever et uværdigt liv.

"Vores inspektører kører ud på alle tidspunkter af døgnet, og de har travlt lige nu. For der er masser af katte derude, som skal hjælpes."

Man forstår derfor godt, at donationen fra Petworld Hjælper bragte stor glæde hos katteinspektørerne. For oftest går donationerne direkte kattene, og dækker alt fra dyrlægeregninger, foder til driften af foreningens tre internater.

"Donationen er en kæmpe anerkendelse af inspektørernes hårde arbejde. Det gør bare, at man føler, at det er det hele værd. Der blev endda joket med, at bilerne nu skulle udstyres med spoiler. "

Ildsjæle skal støttes og anerkendes

Spoiler på bilen eller ej, så er direktør hos Petworld, Lisette Sørensen, imponeret over det arbejde katteinspektørerne udfører.  Det fortæller hun i pressemeddelelsen. 

"Vi har stor respekt for den forskel Kattens Værn og deres inspektører gør for vildkattene. Det er netop den type arbejde, vi rigtig gerne vil støtte op om med vores Petworld Hjælper-initiativ ," siger Lisette Sørensen. 

 

Anbefalet til dig