Matas åbner fra den 31. januar webshops i Sverige og Norge og bliver dermed for første gang i sin snart 75-årige historie repræsenteret direkte i Danmark, Sverige og Norge.
Matas giver dermed både svenskere og nordmænd adgang til den prisvindende webshop, som har gjort Matas til markedsleder i Danmark. De seneste fem år er matas.dk vokset til at blive den næstmest benyttede webshop i Danmark. Det digitale salg udgjorde i seneste kvartal knap en tredjedel af Matas’ samlede forretning.
”Vores naboer har i årtier handlet i Matas butikkerne, når de har været på besøg i Danmark, og mere end hver femte svensker og nordmand kender allerede Matas navnet, mange af vores mærker og vores værdier. Nu kan de alle tage en tur i Matas hjemmefra, for vi leverer til hele Norge og Sverige fra i dag af”, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, CEO hos Matas.
Matas vil udelukkede være til stede i Norge og Sverige med webshops, og der er ikke planer om at åbne fysiske butikker. Ambitionen er at lære de norske og svenske forbrugere godt at kende og så udvikle konceptet løbende over de næste år med et bredere sortiment og mere af den gode rådgivning, som Matas er kendt for i Danmark.
”For os er det en mærkedag, at Matas nu har en skandinavisk tilstedeværelse. Over de seneste fem år er Matas blevet en stærk digital virksomhed, og det kan vi bruge til at krydse grænser med vores koncept," siger Gregers Wedell-Wedellsborg i en pressemeddelelse.
Matas har gennem årtier været kendt for sine egne, ikoniske brands, herunder Matas Striberne, Matas Natur og Nilens Jord. En stor del af Matas’ egne produkter er Svanemærket, og Matas har også et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om egne solprodukter, som giver kunderne tryghed for, at produkterne er kvalitetsprodukter uden unødig kemi.