NORMAL er en danskejet detailkæde, der sælger helt normale varer til unormale priser. Sortimentet omfatter blandt andet kendte mærkevarer inden for personlig pleje, makeup, konfekture og husholdningsartikler.
Siden starten i 2013 har kæden gennemgået en rivende udvikling, og har nu mere end 680 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland, Portugal og Spanien.
Men fremover bliver det ikke som det plejer for kæden.
NORMAL står nemlig over for en markant ledelsesændring, da Torben Mouritsen, der var med til at grundlægge NORMAL i 2013, træder tilbage som administrerende direktør efter over ti års tjeneste.
Det skriver Børsen.
Tilbagetrædelsen markerer en ny tid for kæden, som har oplevet eksplosiv vækst og succes under Mouritsens ledelse.
Torben Mouritsen har meddelt sin beslutning om at forlade posten som administrerende direktør med ro i sindet efter en lang og omhyggelig overvejelsesproces. "Jeg har haft en diskussion med mig selv om, hvordan NORMAL har bedst gavn af mig," udtalte han til Børsen. Han tilføjede, at selvom beslutningen har været svær, føler han, at tidspunktet er rigtigt for både ham selv og virksomheden.
Jesper Due, der hidtil har fungeret som viceadministrerende direktør, overtager nu roret. Mouritsen selv vil ikke forsvinde helt fra scenen; han fortsætter som bestyrelsesformand for NORMAL , hvor han vil fokusere på strategiske opgaver og støtte den nye ledelse.
NORMAL er vokset til imponerende størrelse
NORMAL har gennem årene udvidet sin rækkevidde betydeligt og beskæftiger nu omkring 13.000 medarbejdere på tværs af mere end 700 butikker i syv forskellige lande. Kædens succes afspejles også i den imponerende omsætning, som i år forventes at runde 11 milliarder kroner.
Med Jesper Due ved roret og Mouritsen som bestyrelsesformand er forventningen, at NORMAL vil bygge videre på det solide fundament, der er lagt, og fortsætte sin imponerende vækst.