Mandag fortæller Djurs Sommerland, at parken nu præsenterer en stor nyhed til de gæster, der gerne vil kvæle tørsten med en kold sodavand.
"Som Nordens første får Djurs Sommerland verdens mest innovative drikkevareautomat," skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse, inden de uddyber:
"Djurs Sommerland kan fra lørdag d. 12. juni tilbyde en helt særlig nyhed til deres forlystelsesglade gæster. Som de første i hele Norden introducerer parken 11 Coca-Cola Freestyle maskiner og en helt særlig kop med indbygget chip, så du uden begrænsning kan mixe og prøve 117 forskellige smags- og kombinationsmuligheder, når du besøger parken. Kun fantasien sætter grænser i jagten på årets favorit-sommerdrik."
Djurs Sommerland åbnede for sæsonen den 30. april, og som nyeste skud på stammen introducerer Djurs Sommerland lørdag d. 12. juni hele 11 Coca-Cola Freestyle automater.
Helt særlige kopper
Automaterne tilbyder 117 smags- og kombinationsmuligheder fordelt på otte forskellige Coca-Cola brands, b.la. Sprite, Fanta og Fuze Tea. Desuden kan gæster i Djurs Sommerland tilkøbe en genanvendelig souvenirkop med en særlig chip i. Teknologien sikrer gratis refill i løbet af dagen, uanset hvor man befinder sig i parken og tilbyder al den fleksibilitet, du kan ønske dig.
Coca-Cola Freestyle-automaterne med den særlige chip-teknologi er ikke bare de første af deres slags i Danmark, men faktisk i hele Norden. Og dét er noget Michael B Nielsen, der er medejer og driver Djurs Sommerland, er begejstret og stolt over:
“Vores gæster elsker at lege, eksperimentere og prøve noget nyt. Derfor er vi også utrolig glade for, at det netop er os, der får mulighed for at være de første i Danmark – ja, i hele Norden – til at tilbyde dem en sjov oplevelse med Coca-Cola Freestyle og den unikke chipkop. Det giver mulighed for at lege og udforske en række drikkevarer, der ikke kan fås andre steder,” siger Michael B. Nielsen.