Discovery Danmark har sat cykel-legenden Jørgen Leth i stævne med forfatter, musiker og cykelekspert Bastian Emil Goldschmidt. Selvom der er over et halvt århundrede mellem de to herrers fødselsdatoer, har de meget til fælles – særligt deres store kærlighed til cykelsporten. Og det er ikke kun de store sejre, der har deres interesse.
"Hvis cykelsporten kan give os noget, så er det også forståelsen af det store nederlag. Den store taber. Det skal man altså værdsætte," siger Jørgen Leth i programmet.
"Det er jo meget tit tilfældet på de store etaper, at bedrifterne sådan set er der undervejs. Og ikke nødvendigvis af den, der kommer først i mål. Den oplevelse har jeg tit, og det synes jeg, at man skal lære noget af. Det synes jeg, at publikum også skal lære at værdsætte," udtaler Jørgen Leth i programmet.
En særlig energi
Hos Discovery Danmark er man stolt og glad for samarbejdet med Jørgen Leth.
"Vi kender alle Jørgen Leths formidable evne til at sætte cykelsporten i perspektiv, og igennem hele sit virke har han beriget os med fortællinger, der giver os en større og anden forståelse af rytternes præstationer. Samme evne besidder Bastian Emil, og i mødet mellem de to personligheder opstår en særlig energi. Det er to forskellige generationer af cykelsports-formidlere, der forenes i en samtale om alt det, som fascinerer os ved sporten," siger Søren Klæstrup, Head of Sports, Discovery Denmark.
Programmet er startskuddet til discoverys dækning af Giro d’Italia, der byder på både op- og nedtakt-studie med grundig analyse og snak om dagens etaper. Hver dag bliver afsluttet med det faste cykelprogram Radio Tour, der bliver sendt på discovery+.
"Tour de France er for mange danskere muligvis det mest kendte cykelløb herhjemme, men Giro d’Italia er ret ofte løbet, der bringer de største dramaer med sig. Det er et smukt løb, og vi glæder os til igen at vise det frem for danskerne på discovery+ og Kanal 5. Vores kærlighed til denne italienske Grand Tour er enorm, og det kommer seerne til opleve undervejs, det tør jeg godt garantere", siger Søren Klæstrup.
Simon Egeskov er studievært gennem det tre uger lange etapeløb, mens Thomas Bay er hovedkommentator. Bay får skiftevis selskab af Brian Holm og Jesper Worre i kommentatorboksen, der sammen skal guide seerne gennem et af verdens mest spændende cykelløb.
Discovery Danmark har også rettighederne til de to andre Grand Tours, Tour de France og Vuelta Espana, ligesom Discovery eksklusivt viser OL-landevejscykling og OL banecykling til sommer og senere på sæsonen Criterium Dauphine, Paris-Roubaix og Lombardiet Rundt blandt mange andre store løb.
”Bastian Emil & Jørgen Leth” får premiere på discovery+ onsdag, oplyser streamingtjenesten i pressemeddelelsen.