I netop disse dage vaccineres mange danskere samtidig med, at samfundet gradvist lukkes mere og mere op.
Netop tirsdag har der igen været travlt på vaccinationsklinikkerne. Nu fortæller Kongehuset dog, at en af dem, der i dag har fået sit første stik, er kronprins Frederik. Det sker i et opslag på Kongehusets sociale medier.
"I dag har jeg fået mit første stik. Tak til alle jer, der hjælper os på vej mod en normal hverdag igen," skriver Kongehuset i opslaget, der er offentliggjort sammen med et billede af kronprinsen, hvor han er iført mundbind.
Nummer to
Kronprinsen er - så vidt offentligheden er orienteret - det andet medlem af kongehuset, der er blevet vaccineret. Den første er hans mor.
Præcis hvornår dronning Margrethe blev vaccineret vides ikke, men Kongehuset udsendte en kortfattet pressemeddelelse 1. januar, hvor de fortalte:
"Hendes Majestæt Dronningen er i dag blevet vaccineret mod COVID-19. Dronningen genvaccineres om cirka tre uger."
Det danske vaccinationsprogram blev sat i gang 27. december.
I slutningen af sidste år måtte kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres fire børn isoleres i deres hjem, da et lokalt smitteudbrud på Tranegårdsskolen i Hellerup, hvor børnene er elever, gjorde, at prins Christian blev testet positiv. Derfor blev familien isoleret.