Matas er igen i år gået sammen med Danske Lægers Vaccinationsservice om at tilbyde gratis influenzavacciner i 54 Matas-butikker over hele landet. Det oplyser kæde fredag i en pressemeddelelse
På grund af de særlige forhold i forbindelse med Covid-19 pandemien bliver vaccinerne i første omgang tilbudt til borgere over 65 år og øvrige borgere i risikogrupperne.
”Vi er glade for, at vi igen i år har mulighed for at stille vores butikker til rådighed. Influenzavaccinationer er en vigtig brik i arbejdet med vores fælles sundhed, og vi kan være med til at sikre, at udsatte grupper kan få dem så nemt og sikkert som muligt”, siger Louise Rovsing, der er sundhedschef hos Matas
I løbet af perioden fra 1. til 20. oktober forventer Matas, at ca. 20.000 kunder vil blive vaccineret i en af de 54 Matas-butikker over hele landet, der har den rigtige størrelse til at gennemføre programmet lokalt.
Kunderne er blevet inviteret til den gratis vaccination gennem deres Club Matas mail, gennem avisannoncer og via sociale medier.
Kunderne kan kun få influenzavaccinen hvis de tilmelder sig på matas.dk/vaccination. Det er ikke noget krav man er medlem af Club Matas, alle borgere over 65 og i øvrige risikogrupper kan tilmelde online til en tid i deres lokale Matas eller hvor der er ledige tider.
Kan blive hårdere i år
Hver vinter bliver mange danskere ramt af sæsoninfluenza. Sæsoninfluenza skyldes influenzavirus A eller influenza B virus.
Influenzasæsonen varer normalt 6-10 uger i perioden december til marts. Influenzasæsonen 2020/21 var usædvanlig mild. Dette skyldes restriktionerne under epidemien med Covid-19, men også at flere danskere end normalt lod sig vaccinere mod influenza. Nu hvor Coronarestriktionerne er ophævet, må man forvente at man vil opleve en normal influenzasæson og måske endda en hårdere sæson da der var få tilfælde i 2020/21.
Covid-19 cirkulerer stadig i befolkningen, og samtidig smitte med influenza og Covid-19 øger risikoen for et alvorligt forløb – særligt for ældre og personer, der tilhører en risikogruppe. Derfor er det fortsat ekstra vigtigt at blive influenzavaccineret og håbet er at mindst lige så mange, som sidste år vil lade sig vaccinere mod influenza.
Sundhedsstyrelsen anbefaler at personer der er fyldt 65 år, gravide i 2. eller 3. trimester og patienter der lever med en kronisk sygdom eller på anden vis er i særlig risiko, bliver vaccineret mod influenza. I år anbefaler Sundhedsstyrelsen desuden, at sundheds- og plejepersonale og børn i alderen 2-6 år bliver vaccineret mod influenza. Disse kan blive gratis vaccineret mod influenza fra 1. oktober 2021 til 15. januar 2022.
Da der sidste sæson var mangel på influenzavacciner har sundhedsstyrelsen besluttet at influenzavaccination i perioden 1-21. oktober er forbeholdt personer omfattet af det gratis tilbud. Resten af befolkningen kan blive influenzavaccineret fra den 22. oktober 2021.