Den står på seks ugers eventyr langs de danske kyster, når Mikkel, Marian og Beha-sønnerne stævner ud i de hjemlige farvande for at opleve Danmark fra søsiden. Det kan man følge i 'Kurs mod danske kyster' sæson 2, som får premiere på TV 2 PLAY mandag 19. juli - og på TV 2 mandag 26. juli.
Familien Beha Erichsen stævner endnu engang ud – men ikke mod fjerne kyster. Igen i år bliver de i Danmark for at opdage mere af det fantastiske smørhul, som de ofte har længtes efter, når de har rejst under fjernere himmelstrøg.
Sidste år sejlede familien på indersiden af Danmark, så i år har de sat sig for at sejle på ydersiden. Her runder de alle 'de fire danske verdenshjørner' - fra Skagen i nord til Blåvandshuk i vest og dernæst gennem Kielerkanalen til Gedser i syd, inden Wallenberg anløber Christiansø og Danmarks østligste punkt.
"Det har været en fantastisk rejse igen i år, fordi vi lagde en ny rute. Selvom vi er i lille Danmark, så kan man se nye sider af vores dejlige land. Vi sejlede ad vestkysten, hvor der ikke er så mange andre sejlere. Det var fantastisk at møde det rå, vilde Danmark, hvor vi også havde møgvejr. Vi så Danmark fra den ægte side og ikke kun på 'Visit Denmark'-måden," siger Mikkel Beha Erichsen.
Mikkel Beha Erichsen jubler
På familiens seks ugers lange togt sejler de i farvand, hvor de ikke tidligere har sejlet, og anløber havne, som de kun havde hørt om. De dykker ned på store, glemte vrag, går på opdagelse i en dramatisk fortid og bliver sendt højt til vejrs mod fremtiden. Togtet byder på et hav af flotte naturoplevelser og møder med spændende landsmænd og -kvinder langs Danmarks kystlinje. Det hele slutter med et visit på Wallenberg af en landets vigtigste personer – eller måske faktisk den vigtigste.
"Jeg synes, at mødet med de venlige indfødte endnu engang har overvældet mig. Det kan lyde lidt Tintin-agtigt, når man siger de indfødte. Men det er fuldstændig den samme varme velkomst, vi får, når vi rejser ude i verden, som vi har fået herhjemme, hvor vi også bliver taget imod med åbne arme. Om det er en fisker i sin lille jolle i Stillehavet eller en fisker på en moderne kutter fra Hirtshals, så er det lige spændende. Vi møder en enorm venlighed og åbenhed, og folk vil enormt gerne dele ud af deres viden og deres passion," siger Mikkel Beha Erichsen og fortsætter:
"Jeg glæder mig virkelig meget til at vise seere, hvor stort et lille bitte land, vi har. Når vi sejler fra Blåvandshuk til Christiansø eller fra Gedser til Skagen, og selvom afstanden kun er 300-400 km, så er kysterne og landskabet meget forskellige. Det er smukt at opleve Bornholms grønne og frodige natur og Møns lysende klinter. Den mangfoldighed vil seerne forhåbentlig lægge mærke til, når de ser programmerne. "
'Kurs mod danske kyster' har premiere på TV 2 PLAY mandag 19. juli – og på TV 2 mandag 26. juli.