Storebæltsbroen lyser grøn den 30. maj: Her er den særlige årsag

Nyheder
Foto: Nicolaj Jepsen Pressefoto
Der er en god grund.

Lige nu læser andre også

Fredag den 30. maj sætter hele verden fokus på sclerose.

Også i Danmark, hvor den internationale sclerosedag har en særlig betydning. For Danmark har den højeste forekomst af sclerose per indbygger af alle lande i verden.

Hvorfor Danmark er så hårdt ramt, også i forhold til lande som Norge og Sverige, der indtager 5. og 9. pladsen over lande i verden med flest registrerede tilfælde af sclerose, er stadig forbundet med mange ubesvarede spørgsmål.

I Scleroseforeningen sætter administrerende direktør Klaus Høm sin lid til mere forskning i sygdommen.

Sådan skriver Scleroseforeningen i en pressemeddelelse.

”Forskning gør os stadig klogere på sygdommen, og derfor markerer vi dagen med grønt, der jo er håbets farve. For så længe vi forsker videre, er der håb om, at vi bliver stadig bedre til at behandle sygdommen og en dag får knækket koden til den,” siger Klaus Høm, der takker Sund & Bælt for at være med til at gøre opmærksom på sygdommen.

Storebæltsbroen vil blive lyst op efter mørkets frembrud og frem til midnat. Solen går ned klokken 21.45 den 30. maj.

Broens 254 meter høje pyloner er blandt de højeste punkter i Danmark.

I 2024 kørte 13,7 millioner køretøjer over Storebæltsbroen ifølge Sund & Bælts hjemmeside, og gennemsnitligt kører omkring 37.000 køretøjer over broen hver dag.

Sund & Bælt vil annoncere nyheden på Facebook og LinkedIn på selve dagen.

Kort om sclerose

  • Over 19.000 i Danmark er ramt af sclerose, og hvert år kommer omkring 700 nye tilfælde til.

  • To ud af tre er kvinder, og sygdommen er primær årsag til invaliditet blandt yngre kvinder.

  • På verdensplan har 2,9 millioner den uhelbredelige sygdom.

  • Sygdommen rammer centralnervesystemet, dvs. hjerne og rygmarv, og kan medføre en lang række symptomer, der forværres over tid

    • føleforstyrrelser

    • problemer med koordination og balance

    • nedsat syn, lammelser

    • spasticitet

    • kognitive forstyrrelser som koncentrations- og hukommelsesbesvær

    • fatigue, dvs. sygelig træthed.

Anbefalet til dig