Stort mirakel på festival i Thy: Mand blev genoplivet

Af: Ida Hansson

|

11/08/2022

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Onsdag eftermiddag var en lokal musikfestival tæt på at få en meget ulykkelig udgang, da en af deltagerne fik hjertestop.

Lige nu læser andre også

Tænker du med hjertet, når du holder et arrangement?

Sådan lød spørgsmålet fra GF Forsikring i Skive, Thy og Mors, da de tre kontorer tidligere på året lancerede et nyt lokalt tiltag, hvor både foreninger og private omkostningsfrit kan låne en hjertestarter til deres arrangement.

"Vi havde selvfølgelig ikke regnet med, at vi skulle få brug for hjertestarteren, men vi er så lykkelige for, at vi fik den lånt hos GF i Thisted. Havde vi ikke haft hjertestarteren, tør jeg slet ikke tænke på hvordan dagen var endt," fortæller Michelle Søndergaard Knudsen, der er medarrangør af Jammerbugt Harmonika Træf.

"En af vores gæster fik et hjertestop, og vi satte hurtigt hjertestarten til og fulgte anvisningerne. Det tog 15 minutter, før ambulancen kom, og da var personen allerede ved bevidsthed igen og trak vejret selv," fortsætter Michelle Søndergaard. Hun oplyser, at den pågældende nu har det godt efter omstændighederne.

Hos Hjerteforeningen, der samarbejder med det medlemsejede GF Forsikring om tiltaget, er de glade for at kunne bidrage til den lokale hjertesikkerhed.

"Vi er rigtig glade for at kunne bidrage til GF Skive, Thy og Mors’ potentielt livreddende tiltag med at udlåne hjertestartere til alle typer af events," siger Anne Kaltoft, der er adm. direktør i Hjerteforeningen, i en pressemeddelelse.

Alle, der skal holde et arrangement, kan låne en hjertestarter på GF-kontorerne i Thisted, Nykøbing Mors og Skive. Det er helt gratis, uanset hvor man har sine forsikringer.

Også på landsplan arbejder forsikringsselskabet aktivt med at forhindre dødsfald ved hjertestop. Det sker gennem et omfattende samarbejde mellem Røde Kors og GF Fonden, blandt andet rettet mod unge under overskriften ”Mod til at handle”.

Anbefalet til dig