Der har været en stor stigning i antal smittede i løbet af de seneste uger. Det har blandt andet medført, at direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, har udtalt, at man bør overveje at genindføre brugen af coronapas på bl.a. restauranter og i nattelivet.
Hvad smittetallene også har vist er, at der i de seneste uger været et større antal smittede blandt vaccinerede. Netop dette har medført, at Sundhedsstyrelsen er gået ud med en klar anbefaling til danskerne.
Sundhedsstyrelsen anbefaler nemlig, at alle dem, der får tilbudt et tredje stik vaccinestik, gør det med det samme. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
"Vi anbefaler, at man hurtigst muligt booker sin tid til revaccination, når man har fået en invitation. En revaccination beskytter én selv mod at blive alvorlig syg med COVID-19 og forebygger samtidig, at man smitter andre, som kan være i risiko for at blive alvorligt syge," siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
I pressemeddelelsen fremgår det også, at der ses en stigning i antal smittede blandt den ældre del af befolkningen. Desuden oplyser Sundhedsstyrelsen, at der allerede er gang i vaccinationen med et 3. stik, og at mere end 95% af alle plejehjemsbeboere er vaccineret.
"Vi er glade for, at så mange af de allermest sårbare borgere på plejehjem er blevet vaccineret, men for at holde kontrol med epidemien, beskytte særligt sårbare og et allerede presset sundhedsvæsen vil vi gerne have, at man booker en tid, så snart man modtager invitationen til revaccination," lyder det fra Helene Probst.
Lige nu bliver der tilbudt revaccination til alle dem, der fik deres andet stik i foråret og frem til 1. juni. Er du blandt dem, der fik dit andet stik i denne periode, kan du derfor forvente, at der snart havner en invitation i din e-Boks.