Supermarked i nyt tiltag: Fremover vil du møde QR-koder ved kasserne

Af: Lucas Andreas

|

23/10/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
MitID skal potentielt i spil, når du skal på indkøbstur.

Lige nu læser andre også

Gennem den seneste tid har der været et stort fokus på salg af alkohol til mindreårige, hvilket har ført til adskillige bøder til kiosker, supermarkeder og butikker.

'Agenter' under 18 år er blevet sendt ud for at prøve at købe alkohol, og de ramte butikker har efterfølgende måtte betale de store bøder.

For at sikre, at aldersgrænserne for salg af visse varer overholdes i butikken, har Min Købmand Daugård netop lanceret et nyt initiativ, der giver kunderne en helt ny mulighed for at bevise deres alder.

I et forsøg på at gøre processen lettere for både kunder og unge medarbejdere, tester butikken nu et system kaldet AgeProof, som hjælper med at verificere kunders alder, når der er tvivl om, hvorvidt de er gamle nok til at købe bestemte varer.

AgeProof-systemet fungerer ved hjælp af QR-koder, der er opsat ved begge kasser i butikken. Kunderne kan blive bedt om at scanne koden og oprette en bruger, hvor de skal verificere deres alder ved hjælp af MitID.

Butikken håber, at dette tiltag kan lette presset på de unge medarbejdere, som ofte står bag kassen. "Vær lige opmærksom på, at vores medarbejdere i kassen ofte er 15-17 år gamle, og de er blevet bedt om at spørge om ID ved den mindste tvivl," skriver butikken i et opslag på Facebook.

Butikken understreger, at man stadig kan bruge traditionelle former for ID som pas eller kørekort, men ser AgeProof som en moderne løsning, der kan forhindre fremtidige bøder for salg til mindreårige.

Fra 1. januar 2025 vil bøderne for overtrædelser af aldersgrænserne nemlig starte ved 50.000 kroner. "Jeg håber, vi slår to fluer med et smæk, så vi både gør det nemmere for vores medarbejdere at overholde loven samtidig med, at vi slipper for bøder," lyder det i opslaget.

Anbefalet til dig