I hjemmet hos Sussi og Leo i Saltum, har man også kunne mærke coronavirussens indtog i Danmark.
Som mange andres, blev den populære pop-duos kalender også ryddet i stort set hele 2020 - og indtil videre har 2021 ikke budt på nogle muligheder for at komme ud og spille. Men så har Sussi dyrket en af sine andre passioner i stedet for, nemlig at udfolde sin kunsteriske side og male malerier.
Især i løbet af det seneste år har Sussis malerier været særdeles eftertragtede, det skriver HER&NU.
Sussi fortæller at hun helst maler hver dag, hvis hun kan slippe afsted med det. Lige nu er hun ved at male til en udstilling på Galleri Milo i Rynkeby, som ligger på Fyn - udstillingen har fernisering den 1. april. Sussi fortæller også, at hun gennem det seneste år har solgt en hel del malerier.
Det er ikke noget nyt for Sussi at male billeder, det har faktisk været en hobby som hun har dyrket siden 1991.
Føler sig anerkendt
"Altså, jeg skal sælge nogle flere malerier, hvis vi skal leve af det. Men jeg er meget positiv over, hvor mange jeg har solgt på det sidste. Jeg har været med på mange udstillinger, hvor jeg ikke har solgt noget, og så lige pludselig ringer folk og har set mine malerier og vil købe dem," fortæller hun.
Priserne på malerierne spænder mellem alt fra 7.000 til 28.000 kroner. Sussi har fået professionel hjælp til at vurdere hendes malerier. Hun fortæller også, at hun ikke længere kun ser det som en hobby at male - for faktisk er flere gallerier begyndt at henvende sig til hende.
"Jeg føler mig faktisk anerkendt som kunstner, for nu begynder gallerierne selv at henvende sig. Og så henvender ganske almindelige mennesker sig og vil købe mine malerier til de fastsatte priser, det tager jeg som anerkendelse," slår hun fast.
Det er ikke kun malerarbejdet Sussi har beskæftiget sig med under corona-pandemien, også parrets soveværelse har fået en overhaling. Det kan du læse mere om her: