Vild opvarmning kan forvandle klimaet helt
Mange danskere har mærket det ekstreme vejr på tæt hold igennem 2026. Ekstreme skybrud har skyllet ind over landet, mens vilde temperaturudsving har sat nerverne på prøve.
Ude i verden har vejrsituationen udløst enorme skovbrande, hedebølger og voldsomme oversvømmelser. De vilde vejrhændelser har ramt infrastrukturen og skabt store problemer for millioner af borgere.
Ingen kan vide sig helt sikre på, hvad naturen kaster af sig i den nærmeste fremtid. Nye prognoser peger dog mod, at 2027 kan gå hen og blive et endnu vildere og mere ustabilt år på kloden.
Ekstreme temperaturer i havet
Den amerikanske vejrtjeneste NOAA erklærede 11. juni, at det globale klimafænomen El Niño var gået i gang. Stillehavets overfladevand blev så varmt, at det afveg med mere end de 0,5 grader, som udløser fænomenet. Det fortæller DR.
Målinger gennem sommeren viser en historisk acceleration af varmen i havet. 12. august nåede måleværdien op på 2,7 grader over normalen, og eksperter forudser yderligere stigninger.
Det britiske Met Office advarer om, at hændelsen kan blive den kraftigste i mands minde. Prognoser peger på, at opvarmningen kan overstige 3 grader senere på året, hvilket vil være helt uden fortilfælde siden 1800-tallet.
“Vi skal være klare på, at dette er en hændelse uden fortilfælde. Jeg har aldrig set et El Niño-signal så kraftigt i vores prognoser før,” siger Adam Scaife, der står i spidsen for langtidsprognoser hos Met Office, til BBC.
Voldsomme konsekvenser i vente
Konsekvenserne mærkes allerede flere steder i verden. I Indonesien er landmænd begyndt at tvangshøste tørkeramte afgrøder for at redde fødevarerne, mens myndighederne i Panama begrænser skibstrafikken gennem Panamakanalen på grund af lav vandstand.
Samtidig har Hawaii været ramt af to tropiske storme på blot to uger, hvor den ene forårsagede alvorlige oversvømmelser og mindst ét dødsfald. Forskere peger på, at fænomenet kan gøre de kommende år til de varmeste nogensinde målt.
“Det er ikke uden for det muliges grænser, at dette kan blive den kraftigste El Niño-hændelse i 500 eller endda 1.000 år,” siger forsker Zeke Hausfather fra forskningsgruppen Berkeley Earth til BBC.