En af Danmarks største musiktjenester med tæt på en halv million brugere, har netop offentliggjort top-10 listen over julehits baseret på antal afspilninger den sidste måned, og konklusionen hos YouSee Musik er klar.
På få år har danskernes lydbillede af jul ændret sig fuldstændig.
Størstedelen af de nye juleklassikere var endnu ikke kommet ud af æteren for 10 år siden, og 7 ud af 10 sange på listen er fra den stolte danske julekalendertradition.
Kun de allerstørste internationale julehits som Whams klassiker og Mariah Careys evige ørehænger formår stadig at holde skansen, men selv de begynder at vise tegn på metaltræthed efter 30-40 års trofast tjeneste.
Sådan skriver YouSee i en pressemeddelelse.
”At sange fra julekalendere dominerer spillelisten i december, er virkelig en unik dansk ting, som man ikke på samme måde ser i andre lande,” siger Anine Brix, der er musikredaktør for YouSee Musik, og fortsætter:
"Kun tre internationale evergreens har fundet vej til listen, og der er en klar tendens til, at sange fra julekalendere fylder mere og mere i toppen af hitlisterne år for år. Jeg tør derfor godt konkludere, at en ny dansk tradition er etableret: De danske julekalenderhits er blevet de nye juleklassikere."
Tinka på toppen
På TV 2 er ”Tinkas juleeventyr” tilbage på skærmen i år, og titelsangen ”Tinka” af Burhan G og Frida Brygmann indtager endnu igen en klar førsteplads med den helt særlige julelyd, der appellerer til både børn og voksne, mens Malte Ebers julehit ”Julehjertets hemmelighed” er årets højdespringer fra en 10. plads sidste jul til en plads i top-3.
”Jeg er superstolt af at se ”Tinka” være så stor en del af julelydbilledet. Når man selv har siddet som en lille dreng, og set julekalendere igennem årene, er det virkelig en kæmpe ting at have lavet en julekalendersang, som er blevet taget så godt imod. Det er en ære at blive spillet så meget ude i de danske stuer,” siger sangeren Burhan G.
Lyden af jul ændrer sig
Sangene og salmerne vi danskere synger, når vi går rundt om juletræet, er stadig de samme, som da grantræet var en ny juledille i 1800-tallet.
Men lyden af julen, der strømmer ud af højtalere og hørebøffer ændrer sig hele tiden, og en 80’er-klassiker som MC Einars ”Jul’ det cool” er f.eks. ikke længere at finde blandt danskerens julefavoritter, og er måske endda helt ukendt hos yngre generationer.
”Det er lidt vildt, at lyden af jul kan ændre sig så meget fra generation til generation. Det ligger i ordet, at klassikere normalt har mange år på bagen, og traditionelt har julefavoritterne været de samme i mange år. Men de nyere julekalendersange har overtaget, og vi ser flere store, etablerede kunstnere forsøge sig med sange til julekalendere i håbet om at skabe den næste juleklassiker, så hvem ved; måske toppen af julelisterne endnu engang er totalt forandret, når vi ser 10 år ud i fremtiden,” slutter Anine Brix.