Det har været et udfordrende år for Holger Rune, der som følge af sine svingende resultater er faldet ud af verdens top 10.
Alligevel mener Gaël Monfils, at den unge dansker har alt, hvad det kræver, for at nå til tops. I et eksklusivt interview med B.T. sætter den 37-årige franskmand ord på, hvordan han ser din danske konkurrent.
Og her holdt han ikke igen med de fine gloser.
"Han er et monster. Han er en spiller med et fænomenalt talent, en utrolig fysik. Han er sindssyg hurtig, og jeg ved ikke, om det egentlig går op for folk derude."
Monfils, der selv har ligget nummer seks i verden og i øjeblikket ligger nummer 38, ser et stort potentiale i Rune.
Han fremhæver især danskerens evne til at dække banen samt hans spilintelligens som bemærkelsesværdige styrker.
"Han gør alt godt. Han har både en virkelig god baghånd og forhånd, han er meget solid. Men hold op, hvor bevæger han sig godt. Det er jo vildt, og det aspekt af hans spil er meget fascinerende, synes jeg. Helt ærlig, det er utroligt, hvordan han læser spillet og flytter sig", lyder det fra franskmanden.
Til juni kommer den franske tennisstjerne og hans hustru, Elina Svitolina, til Danmark for at deltage i en showkamp mod Holger Rune og Caroline Wozniacki i Jyske Bank Boxen i Herning.
Eventet finder sted den 11. juni og bliver en spændende mulighed for danskere at se deres enge stjerner i aktion på hjemmebane.
Monfils og Rune har endnu ikke mødt hinanden i en officiel kamp, men franskmanden, som næsten er dobbelt så gammel som Rune, kalder den unge dansker for en 'juvel'.
Selvom Monfils ikke præcist husker, hvornår han første gang mødte Rune, husker han, at danskeren var juniorspiller på daværende tidspunkt.