Der er ikke noget mere frustrerende end at blive bestjålet
Hele sin samling af frimærker, kontante opsparing eller alle dine smykker kan fra det ene sekund til det andet være forsvundet, uden at du har en jordisk chance for at forsvare det.
Hvis du har været udsat for indbrud eller tyveri, kender du helt sikkert også til følelsen af magtesløshed, som man står med bagefter.
Nu er turen kommet til Thomas Møller Pedersen, der er administrerende direktør i Glyngøre-virksomheden TMP. Han har nemlig på lidt over en måned fået stjålet for næsten to millioner kroner.
Det skriver TV MidtVest.
Så sent som torsdag morgen fik han stjålet flere elkøretøjer fra sin virksomhed, og det antages, at der blev taget for 700.000 kroner.
Selvom beløbet lyder helt vanvittigt, så stod det endnu værre til for en måneds tid siden, da Thomas Møller Pedersen fik stjålet for omtrent én million kroner.
"Måske er det lidt mindre (torsdagens tyveri, red.). Vi har ikke det fulde overblik over, hvad der mangler. Uanset hvad kommer det her til at koste os mange penge. Selvfølgelig har vi forsikringen, men der står nogle kunder, som skal have leveret deres køretøjer. Dem er vi nødt til at købe ind i en fart, og det bliver dyrere. Prisforskellen er vi nødt til at spise selv, da vi jo har lovet kunderne en anden pris," siger han.
Første gang i 40 år
"Da vi havde indbrud i slutningen af juni, var det første gang i 40 år. At det så sker to gange indenfor så kort tid gør, at vi nu sætter videoovervågning op, men jeg tror ikke, det gør nogen forskel. I forvejen har vi fuld alarmsikring efter de standarder, der foreskrives for en virksomhed som vores," lyder det fra den administrerende direktør.
Han fortæller videre, at Thisted Forsikring skal have stor ros for deres håndtering af sagen, selvom der ikke ligefrem var glade dage, da andet tyveri fandt sted.
Medarbejderen ved forsikringsselskabet tog det dog pænt og sagde, at de da i det mindste kendte proceduren nu.