Den tidligere folketingspolitiker Christian Langballe er terminalt syg med kræft.
Det fortæller den 57-årige præst selv i et interview med Kristeligt Dagblad, hvor han åbner op om den dag, han delte beskeden med sin familie.
I interviewet med avisen fortæller Christian Langballe, at han modtog den skæbnesvangre besked efter en scanning den 10. oktober sidste år.
"Jeg kaldte mine børn hjem og fandt en god flaske vin frem, og så satte vi os omkring bordet, og jeg fortalte, hvad jeg vidste. Jeg tænkte, at det var bedre at have tid til at tale om det og få sagt det vigtige, der eventuelt skal siges, end at vente, til det bliver for sent," fortæller han.
Christian Langballe sad i folketinget for Dansk Folkeparti i to valgperioder, fra 2011 til 2019, hvor han ikke fik genvalg.
Efter det fejlslagne valg genoptog den teologiuddannede politiker sin rolle som præst.
I farens fodspor
Christian Langballe er søn af Jesper Langballe, en anden kendt præst og politiker, der også sad i Folketinget i mange år. Til dagligt er Christian gift med regionsrådsmedlem Lone Langballe og har tre børn samt et barnebarn og endnu et på vej.
Familien er bosat i Foulum øst for Viborg.
Nu, hvor han står over for en terminal diagnose, bruger Langballe tiden med sin familie og reflekterer over livet og døden.
Vi fra redaktionen sender de varmeste tanker til Christian samt venner og familie af den tidligere politiker.