Cecilie Hother, som rigtig mange kender for hendes år som vejrvært hos først DR og dernæst TV 2, har delt en trist nyhed på det sociale medie Instagram.
Her afslører hun, at hendes far er blevet diagnosticeret med Alzheimers. Hun skriver selv, at det har betydet, at hun har været nødt til at 'arbejde med det mentalt'. I denne forbindelse er hun kommet frem til, at det faktisk er dejligt, at han har fået en diagnose.
"Det er faktisk rigtig dejligt at have fået en diagnose. Selv om den ikke var overraskende. Nu har vi noget vi kan arbejde ud fra og blive klogere på. Og acceptere," skriver hun, og fortsætter:
"Intet medicin kan få min far til at få det bedre, men medicin kan gøre processen langsommere. (Alzheimers er kort fortalt en ophobning af et skadeligt protein i hjernen). Der vil være symptombehandling, men det vil gøre ham godt."
I opslaget skriver hun også, at hun vil fokusere på at nyde den tid, hun har sammen med sin far - også selvom han ikke kan huske det. Ligeledes glæder hun sig også over, at han stadig har sin gode humor.
Omvendt lægger hun dog heller ikke skjul på, at det er en led sygdom. Af samme grund tager hun sig også tid til at sende tanker til alle andre, der har et familiemedlem eller et andet menneske, der står dem kært, som er ramt af sygdommen.
"Så ja, for pokker hvor er det en led sygdom! Og hvor er der dog mange frustrationer og afmagthedsfølelser som følger med i kølvandet. Men jeg prøver at holde fast i de små lysglimt og så optager jeg de små dansevideoer med min far, hvor vi griner sammen, eller hygger," skriver hun.
Hun opfordrer også andre til at dele deres oplevelser med sygdommen, da det kan være hårdt at være alene med det. Men ved at dele det med andre, kan man 'stå sammen'.
"Og jeg tror oprigtigt på at jo mere vi kan dele vores oplevelser med denne sygdom, jo stærkere kan vi stå sammen, for min fornemmelse er at mange sidder alene med en forældre og har det svært, måske fordi der er så mange følelser og magtesløshed indblandet," skriver hun.