Tidligere TV 2-vært raser: 'Hit med pengene'

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den tidligere studievært er bestemt ikke tilfreds, da han føler sig dårligt behandlet af flyselskabet SAS.

Lige nu læser andre også

Per Christiansen, som rigtig mange kender for hans rolle som vejrvært på TV 2, har ikke et specielt godt forhold til SAS for tiden. Den tidligere studievært mener nemlig, at flyselskabet skylder ham 3.000 kroner.

Det afslører han i et opslag på Facebook, hvor han fortæller, at SAS havde aflyst en flyvning, der resulterede i, at han måtte købe nye flybilletter.

På det sociale medie skriver han, at problemet opstod, da han og hustruen skulle flyve retur fra Napoli til Aalborg, efter at have tilbragt en uges ferie i Amalfi. Ved skranken i lufthavnen i Napoli fik de nemlig ikke udleveret alle deres boardingkort.

"Ved skranken i Napoli lufthavn fik vi vores boardingkort til flyvningerne Napoli-Frankfurt og Frankfurt-København. Men ikke fra København til Aalborg. Der var ikke flere 'stop', svarede kvinden i skranken, når hun kikkede på computeren," skriver Per Christiansen.

Han skriver også, at kvinden i Napoli Lufthavn ikke kunne forklare, hvad der var gået galt. Derfor kontaktede han Travellink, hvor han sandsynligvis havde købt sine flybilletter.

Her kunne han dog kun chatte med en robot på deres hjemmeside, hvorfor der ikke var meget hjælp at hente. Til sidst lykkedes det Per Christiansen at få oplyst, at afgangen var blevet aflyst.

"Men den kunne dog oplyse så meget, at SAS havde aflyst afgangen fra København til Aalborg. Her var problemet! Men hvorfor i alverden får man som flyrejsende ikke nogen besked om aflysninger. Så kunne man i fred og ro - og før kaos i en lufthavn - finde en løsning," skriver den tidligere TV 2-vært.

Den i dag 70-årige Per Christiansen er bestemt ikke tilfreds med den måde, som sagen er blevet håndteret på af SAS, hvorfor han langer hårdt ud efter flyselskabet, som den danske stat er medejer af.

"Tænk, at man (SAS) kan være så ligeglad med kunder, der for længst har købt og betalt en vare. Tænk, at man vil sætte sine kunder i en så håbløs og stressende situation," lyder det.

Til slut skriver han, at han var nødt til at købe to billetter med Norwegian fra København til Aalborg, da SAS ikke havde flere afgange – og det vil han kompenseres for.

"På SAS' hjemmeside kunne jeg se, der ikke var flere afgange til Aalborg denne fredag aften. Så under mellemlanding i Frankfurt måtte jeg købe to billetter med Norwegian fra København til Aalborg. Pris 3.000 kroner. Hit med pengene, SAS," runder han af.

Anbefalet til dig