Har du for nylig købt citrusfrugter? I så fald bør du læse med her.
I en pressemeddelelse skriver Fødevarestyrelsen nemlig, at Local and Global tilbagekalder deres økologiske røde grapefrugter, da de indeholder et for højt indhold af pesticidet glufosinat.
Tilbagekaldelsen omfatter 'Rød grapefrugt Star Ruby øko i løssalg' med batch nummer 70192122.
Produktet er blevet solgt i følgende butikker fra den 4. juni:
Heksekosten, Nygade 28, 8600 Silkeborg
Rødmose Gartneri, Rødmosevej 133, 6052 Viuf
Stengårdens Butik, Høveltevej 40, 3460 Birkerød
Ren kost, Jægergårdsgade 45, 8000 Århus C
Naturpoteket City, Teglgårdsstræde 6, 1452 København K
Naturlig Høst, Amagerbrogade 118 st, 2300 København S
Holistia, Søhusvej 161, 5270 Odense N
Radissen, Vigstrupvej 3, 8800 Viborg
"Der kan være pesticidrester i vegetabilske fødevarer, men EU har fastsat grænseværdier for pesticider. Der er fundet for højt indhold af pesticidet glufosinat i grapefrugterne," skriver Fødevarestyrelsen om årsagen til tilbagekaldelsen og fortsætter:
"En sundhedsmæssig risiko kan derfor ikke udelukkes. Det afgørende er, at forbrugerne ikke har et højt indtag af pesticider igennem længere tid. Det er nemlig ikke det enkelte måltid, der er afgørende, men derimod indtag over længere tid. Forbrugerne vil derfor ikke opleve akutte symptomer."
Har du de tilbagekaldte grapefrugter derhjemme, bør du kassere dem eller levere dem tilbage til den butik, hvor du har købt dem.